Skip til hoved indholdet

Møllevejen - Vejledning

PPR er et kommunalt Pædagogisk Psykologisk Rådgivningstilbud, hvor lærere og pædagoger ved kommunens skoler og dagtilbud samt forældre kan henvende sig for at få råd og vejledning vedrørende børn og unge fra 0-17 år. I PPR arbejder psykologer, logopæder, praksisvejledere og pædagogiske vejledere. I Fredensborg Kommune kaldes PPR-funktionen for Vejledning, og hører under Møllevejen - Vejledning, Behandling og Skole, som er fysisk placeret i Nivå. 

Vejledning (PPR) tilbyder

Vores psykologer og vejledere fra Vejledning kan tilbyde rådgivning og sparring omkring mange forskellige typer af udfordringer. Det kan være dit barn er begyndt at have svært ved at komme i skole, eller giver udtryk for mange bekymringstanker. Det kan også være, at du som forælder er bekymret for dit barns trivsel generelt og/eller faglige og sociale udvikling. 

Vores logopæder i Vejledning kan tilbyde rådgivning, sparring og indsatser, når der opstår en bekymring for et barns sprog, kommunikation eller hørelse. 

I Vejledning samarbejder vi tæt med andre faggrupper i Center for Familie og Unge og Center for Skole og Dagtilbud.
Ønsket hermed er, at sikre en helhedsorienteret hjælp til dit barn og til jer som familie.

Hvad kan vi i Vejledning hjælpe med? 

Eksempler på udfordringer vi kan rådgive og vejlede om: 
•    Begyndende bekymring for barnets trivsel hjemme, i dagtilbud eller i skolen.
•    Udfordringer i familien, eksempelvis skilsmisse.
•    Bekymring om barnets/den unges personlige, faglige og sociale udvikling i skole eller dagtilbud.
•    Vejledning om understøttelse af rammerne omkring børnegruppen i dagtilbud eller i skolen.
•    Understøttelse af barnets/den unges personlige, faglige og sociale behov i hverdagen.
•    Tvivl om barnets tale-, sprog-, og hørermæssige udvikling.
•    Udfordringer i og med børnefællesskaber.

Dialogmøde - det første møde med PPR

Dialogmødet er et møde mellem forældre, skole/dagtilbud, PPR og evt. andre centrale
personer (f.eks. Sundhedsplejen, familievejleder, sagsbehandler, SSP eller UU-vejleder). 
Mødet afholdes, hvis et barn viser tegn på manglende trivsel og udvikling, fagligt, sprogligt og/eller socialt i dagtilbuddet eller på skolen.  I, som er tæt på barnet i dagligdagen, vil på dialogmødet, have mulighed for at dele jeres bekymringer og ønsker for barnet. På baggrund heraf, vil vi i fællesskab finde ud af, hvordan det videre forløb skal være. Der kan eksempelvis aftales et fokus på mødet, 
som I derhjemme og dagtilbud/skole arbejder videre med. Det kan også være, at vi fra Vejledning (PPR) vil tilbyde, at lave nogle observationer på stuen/i klassen, 
tilbyde sparring til fagteamet omkring jeres barn eller, at vi i fællesskab beslutter, at der skal laves en pædagogisk psykologisk vurdering af jeres barns behov for støtte.
Dialogmødet forudsætter, at dagtilbuddet/skolen forinden har arbejdet med problemstillingen inden for egne rammer.

Skole/dagtilbud sørger for, sammen med forældre, at udfylde skemaet mødeoplæg til dialogmøde, og sende information om dialogmøde til begge
forældre. Alle deltagere til mødet skal modtage det udfyldte mødeoplæg til dialogmødet, senest en uge inden mødet.

Bekymringen udfoldes, og det aftales, hvem der kan sætte ind med hvad mhp. at afhjælpe de udfordringer, der er en bekymring for.
Forældre, skole/dagtilbud, PPR eller andre relevante parter kan få en opgave. På mødet aftales der et tidspunkt for opfølgning, og begge forældre skal skrive under på
samarbejdsaftalen (hvis der er delt forældremyndighed) og herved give samtykke til, at der oprettes sag i PPR. Ved manglende samtykke fra en forælder er det
skolens/dagtilbuddets ansvar at indhente det forud for, at PPR kan påbegynde arbejdet.
På dialogmødet tydeliggøres PPR’s arbejdsgange og hensigt: Vi laver løbende vurderinger på børn og vil understøtte praksis, men hvorvidt det munder ud i en skriftlig
vurdering, kan vi sjældent vide, før vi er i gang med undersøgelsen.

Skole/dagtilbud sender den udfyldte samarbejdsaftale ud som
referat til alle deltagere. PPR bruger det til at oprette en sag. Herefter kan PPR
byde mere aktivt ind i sagen.

Hvad kan PPR byde ind med som følge af et dialogmøde?

  • Observation 
  • Sparring til teamet
  • Samtaler/sparring med forældre
  • Samtaler med barn
  • Oplæg om temaer til børnegrupper/fagpersoner/forældre
  • Gennemlæse faglige test som kan indgå i den samlede vurdering
  • Eventuelle tests og undersøgelser som supplement og kvalificering af øvrige
    indsatser
  • Pædagogisk psykologisk vurdering
  • Vurdering af hvorvidt det kan være relevant at henvise til yderligere
    udredning

Hvem kan henvende sig til Vejledning? 

Du kan som forælder, barn eller ung (op til 18 år), pædagog eller lærer henvende dig til Vejledning for at få støtte og rådgivning, i forhold til børn og unges læring og trivsel. Henvendelse til Vejledning skal som udgangspunkt ske gennem skolen eller dagtilbuddet. Der er tilknyttet psykologer, logopæder og pædagogiske- eller praksisvejledere til samtlige dagtilbud, skoler og specialtilbud i Fredensborg Kommune, og der er ligeledes et samarbejde med dagplejen.

Hvis du/I oplever udfordringer, der kunne høre til i Vejledning, anbefaler vi, at I kontakter jeres barns skole/dagtilbud, da vores erfaring er, at vi bedst styrker trivsel, udvikling og læring når vi samarbejder tæt omkring jeres barn.

Kontakt

Se kontakt til skolerne

Se kontakt til daginstitutioner

Har du spørgsmål eller brug for en kort sparring?  

Hvis du har spørgsmål eller har brug for sparring i forhold til dit barns trivsel og udvikling, er du altid velkommen til at kontakte vores anonyme rådgivningstelefon – FAUK. 
Vi kan ligeledes vejlede dig med hvem du/I kan kontakte, hvis der er behov for mere end blot en sparring. 

Telefonen er åben fra 15 til 17 hver mandag (med undtagelse af helligdage og skoleferier). 
Telefonnummer: 21 58 08 81

Hold dig opdateret med nyt fra os

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B
2980 Kokkedal

Alle EAN-oplysninger

Telefon: +45 72 56 50 00
fredensborg@fredensborg.dk

Telefontider

Mandag08:30 - 17:30
Tirsdag - Torsdag08.30 - 13.00
Fredag08.30 - 12.00

Mere fra os

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback