Klimaplan og status
Ambitiøs klimaplan for kommunen
Fredensborg Byråd vedtog i september 2022 klimaplanen
for Fredensborg Kommune. Klimaplanen viser, hvordan kommunen opfylder
Parisaftalens målsætninger, bliver klimaneutral senest i 2040 og løbende
tilpasser sig klimaforandringerne. Klimaplanen beskriver en række
indsatsområder og konkrete klimatiltag som kommunen arbejder med. Du kan læse
mere om de forskellige indsatsområder længere nede på siden.
Klimaplanen er udviklet med udgangspunkt i forslag fra
borgere, virksomheder, organisationer, samarbejdspartnere, kommuner og
kommunens medarbejdere. Klimaplanen bærer derudover et
DK2020-stempel på forsiden. Det skyldes, at CONCITO og det internationale
bynetværk C40 har godkendt, at klimaplanen lever op til den ambitiøse,
internationale standard for klimaplanlægning Climate Action Planning Framework
Status på klimaplanen
I 2024 gjorde Fredensborg Kommune status på klimaplanen, herunder hvordan det går med de 67 konkrete tiltag. Du kan læse mere om status på klimaplanen på KlimaForum.
Billedet viser, hvordan status er på de forskellige klimatiltag inddelt i de 8 indsatsområder. Grøn indikerer, at indsatserne forløber som forventet, gul indikerer, at indsatserne ikke forløber som forventet, mens rød betyder, at indsatserne er alvorligt udfordret. Til sidst betyder den grå farve, at indsatserne ikke er igangsat. Du kan læse status på klimaplanen her.
Læs mere om kommunens klimaplan
Vi har fire overordnede klimamål, der lyder således:
Klimaneutral i 2040
75% reduktion af CO₂-udledningerne i 2030 ift. 1990
Færre udledninger fra forbrug
Forberedt på klimaforandringer
For at nå klimamålene er der defineret 8 indsatsområder og 67 konkrete tiltag, som kommunen arbejder med. De 8 indsatsområder uddybes her:
Transport
I 2022 udgjorde transportområdet 38% af kommunens samlede udledninger, og er dermed kommunens største klimamæssige udfordring. Det er derfor kommunens mål, at transportsektoren er klimaneutral senest i 2040. For at indfri målene er der bl.a. brug for gode og sikre forhold for gående og cyklister, grønnere og mere effektiv kollektiv trafik samt bedre rammer for elektrificering af vejtransporten.
Varme
Varmesektoren stod for 27% af kommunens udledninger i 2022. Det er kommunens mål, at hele varmeforsyningen er fossilfri senest i 2035. Dette kræver bl.a., at flere boligejere får adgang til fjernvarme, at fjernvarmen bliver fossilfri og effektiv samt, at der ydes rådgivning om grønne varmeløsninger til beboere med olie- og naturgasfyr i områder, der ikke kan få fjernvarme.
Elektricitet
I 2022 udgjorde elektricitet 17% af kommunens udledninger. Det er et nationalt mål, at strømmen i 2030 er baseret på vedvarende energi. Det er Fredensborg Kommunes mål, at den lokale produktion af sol- og vindenergi stiger, så den kan dække mindst 10% af elforbruget i kommunens geografiske område i 2030. For at nå dette mål skal der bl.a. planlægges for vedvarende energi på en måde, der forener arealinteresser vedrørende bl.a. natur, kultur og klima. De store tagflader i kommunen skal bruges til energiproduktion og arbejdet med energibesparelser og -renoveringer skal fortsætte.
Natur og landbrug
Den intensive landbrugsproduktion i Fredensborg Kommune er begrænset. Derfor udgjorde udledninger fra landbruget kun 8% af de samlede udledninger i 2022. Selvom landbrugsproduktionen ikke er stor, kan det have en betydelig klimaeffekt at ændre brugen af arealerne. Det er kommunens mål, at drivhusgasudledningerne fra landbrug og arealanvendelse halveres fra 2019 til 2030, når CO₂-gevinster af skovrejsning og ændret arealanvendelse indregnes. For at nå målene kræver det bl.a., at skovarealet øges, at forskellige metoder til kulstoflagring tages i brug, samt at moser, enge og vandløb genoprettes som store sammenhængende natur- og vådområder. Herunder kan Nivå Engfjord projektet nævnes, der er et af Nordsjællands største sammenhængende naturområder. Du kan læse mere om Nivå Engfjord projektet inde på KlimaForum.
Nye vejrforhold
I fremtiden kan vi bl.a. forvente havvandstigninger, kraftigere og hyppigere stormfloder, kraftigere regnskyl samt højere temperaturer. Klimatilpasning handler om, at vi skal forberede os på ændrede vejrforhold. Vi skal være forberedt på at håndtere de udfordringer, vi allerede kan opleve i dag, og dem, vi kan forvente i fremtiden. Det er vores overordnede mål, at Fredensborg Kommune er forberedt på og rustet til at håndtere de forventede klimaforandringer. Dette vil vi bl.a. gøre ved at forebygge skader som følge af oversvømmelser ved kysten mod Øresund, langs vandløb og i ådale og lavtliggende moseområder. Hvis du er nysgerrig på klimatilpasning og hvordan vi i kommunen arbejder med det, kan du læse mere i kommunens klimatilpasningsplan.
Forbrug og ressourcer
En væsentlig del af danskernes klimaaftryk kommer fra forbruget af produkter og serviceydelser. Med presset på klodens ressourcer bliver det nødvendigt med en cirkulær tilgang, hvor produkter og materialer genbruges eller genanvendes. Som det ser ud nu, fylder de forbrugsrelaterede udledninger over tre gange så meget som de udledninger fra transport, energi og landbrug, der indgår i det almindelige klimaregnskab for kommunen. Fredensborg Kommune vil arbejde for, at udledningerne fra det lokale forbrug af varer og serviceydelser falder. Derfor vil kommunen bl.a. give adgang til værktøjer om bæredygtigt forbrug og ændring af vaner, efterspørge bæredygtige varer og serviceydelser samt stille sig til rådighed som facilitator for grønne projekter.
Byggeri og anlæg
En markant del af det klimaaftryk, vi hvert år sætter, kommer fra bygge- og anlægsprojekter. En stor del handler om store fælles konstruktioner. Derfor er det i høj grad offentlige og private aktører, der i samarbejde kan sikre, at CO₂-udledningen herfra begrænses. Presset på klodens ressourcer nødvendiggør en cirkulær tilgang, hvor produkter og materialer genbruges eller genanvendes. Det kræver, at der tænkes over, hvordan ressourcerne bruges lokalt, og at der tænkes i helheder fra design og planlægning til det faktiske byggeri. Fredensborg Kommune vil arbejde for, at bygge- og anlægsprojekter bliver mindre klimabelastende og kræver færre ressourcer. Derfor vil kommunen udvikle byerne ud fra cirkulære principper, hvor vi tager udgangspunkt i lokale ressourcer, bygger energibevidst, bæredygtigt og med kvalitetsmaterialer, samt anvender og udvikler metoder til vurdering af mulighederne for at begrænse anlægsprojekters klimabelastning.
Formidling og samarbejde
Det kan i stigende grad ses i Fredensborg Kommunes organisation og arbejde, at klima er et vigtigt tværgående hensyn. Kommunen arbejder for, at klima og bæredygtighed indgår mere i den kontakt, der i forvejen er mellem kommunen og lokale borgere og virksomheder. Vi vil derfor sætte et stærkt hold af grønne ambassadører på tværs af kommunens organisation for at sikre fremdrift, vidensdeling og fællesskab om indsatsen. Kommunen vil også skrue op for formidlingsindsatsen. Det skal være nemmere at få information om status på lokale klimaprojekter, fortælle om idéer til nye osv. Vi vil gennem biblioteker og samarbejde med kulturinstitutioner, foreninger osv. skabe rammer for den lokale samtale om klima. Vi vil også arbejde for at være en attraktiv kommune for grønne virksomheder, og derudover er det kommunens ambition, at hensynet til klima og bæredygtighed overvejes i alle relevante kommunale beslutninger.
På cirkeldiagrammet kan man se CO₂e-udledninger fra Fredensborg Kommune som geografisk område i 2021 fordelt på sektorer.
På grafen nedenunder kan man se CO₂e-udledninger fra Fredensborg Kommune som geografisk område fra 1990-2022 samt de fremtidige mål for 2030 og 2040, hvor det er kommunens mål at være klimaneutral. Overordnet kan det ses, at det går den rigtige vej, men der er stadig meget arbejde, der skal gøres før vi er i mål. Effekterne af klimaplanen i CO₂-regnskabet kan derudover endnu ikke ses, da de nyeste tal er fra 2022. Hvis du er nysgerrig på at dykke mere ned i kommunens CO₂-regnskab kan du besøge SparEnergi. Her kan du få et samlet overblik over kommunens CO₂-regnskab, og også sammenligne tallene med data fra de andre danske kommuner.
I dette katalog kan du læse mere om de 67 forskellige klimatiltag:
Bilag-1-Indsatskatalog-for-klima-i-Fredensborg-Kommune_sep-2022.pdf
Her kan du læse mere om kortlægningen og scenarieanalyse til brug for kommunens DK2020-arbejde:
Bilag-2-Kortlægning-og-scenarieanalyse-til-brug-for-Fredensborg-Kommunes-DK2020-.pdf
I følgende dokument kan du læse om Climate Action Planning Framework for Fredensborg Kommune:
Bilag-3--CAPF-Fredensborg-Kommune-.pdf
Her kan du læse afrapporteringen af Klimakonferencen, der blev afholdt i august 2021:
Bilag-4--Klimakonference-i-Fredensborg-Kommune-Afrapportering-sep-2021-.pdf
I dette dokument kan du læse effektvurderingen af borgerforslag i Fredensborg Kommune:
Bilag-5-Effektvurdering-af-borgerforslag-i-Fredensborg-Kommune.pdf
Her kan du læse en vurdering af de negative klimaeffekter ved realisering af Fredensborg Kommunes klimaplan:
Her kan du læse Fredensborg Kommunes klimatilpasningsplan: