Forretningsorden Handicaprådet 2022-2025
I medfør af Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 37a har Byrådet i Fredensborg Kommune nedsat et Handicapråd og i henhold til bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område § 53 har Fredensborg Kommunes Handicapråd fastsat følgende forretningsorden:
Handicaprådet formål og opgaver
§ 1. Handicaprådet har følgende opgaver:
1. Handicaprådet rådgiver Byrådet i handicappolitiske spørgsmål og kan behandle alle lokalpolitiske spørgsmål, som vedrører mennesker med handicap. Handicaprådet kan tage spørgsmål af mere general karakter op til drøftelser og komme med forslag og initiativer
2. Handicaprådet formidler synspunkter mellem borgerne og Byrådet om lokalpolitiske forhold der vedrører handicappede
3. Byrådet hører Handicaprådet om alle initiativer, som har betydning for mennesker med handicap
4. Handicaprådet kan tage kontakt med andre, herunder Handicapråd og Det Centrale Handicapråd med henblik på at få belyst særlige temaer.
5. Handicaprådet udarbejder en arbejdsplan, som beskriver rådets prioriteringer og indsatsområder, dels for det kommende års arbejde og forslag til Byrådet
6. Handicaprådet kan ikke behandle spørgsmål om enkeltsager, herunder personalesager eller konkrete klagesager
Handicaprådets funktionsperiode
§ 2. Handicaprådet virker i en 4-årig periode, svarende til de kommunale råds valgperiode, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nye medlemmer er udpeget.
Handicaprådets sammensætning
§ 3. Rådet består af 12 medlemmer som udpeges således, at handicaporganisationernes medlemmer udgør samme antal, som de medlemmer der repræsenterer Byrådet.
Stk. 2. Sammensætningen skal i øvrigt ske efter følgende retningslinjer: 6 medlemmer udpeget af Byrådet. 6 medlemmer udpeges af Byrådet efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer, således at medlemmerne repræsenterer forskellige handicapgrupper og såvel børne- som voksenområdet.
Stk. 3. Der udpeges efter samme retningslinjer, som i stk. 2, en stedfortræder for hvert medlem af rådet, som deltager i rådets møder, hvis det ordinære medlem ikke kan deltage. Det er muligt, at én stedfortræder kan agere stedfortræder for flere medlemmer.
Stk. 4. Danske Handicaporganisationer kan kun indstille personer til medlemskab af eller stedfortrædere i Handicaprådet, som har bopæl i kommunen. Hvis et medlem af Handicaprådet fraflytter kommunen inden udløbet af Handicaprådets funktionsperiode indtræder stedfortræderen i rådet og der udpeges en ny stedfortræder.
§ 4. Handicaprådet kan efter eget ønske indkalde særligt sagkyndige til at belyse særlige problemstillinger for rådet.
Valg af formand og næstformand
§ 5. Rådet vælger af sin midte en formand og en næstformand. Rådet vælger først en formand, dernæst en næstformand.
Stk. 2 Vælges formanden for rådet blandt myndighedsrepræsentanterne i rådet, da vælges næstformanden blandt DH’s repræsentanter og visa versa.
Stk. 3. I tilfælde af stemmelighed mellem to kandidater til hhv. formands- og næstformandsposten, afgøres valget ved lodtrækning.
Rådets møder
§ 6. Byrådet tager initiativ til indkaldelse af det første møde efter kommunalvalget.
Stk. 2. Byrådet retter senest 1 måned efter kommunalvalget henvendelse til Danske Handicaporganisationernes afdeling i kommunen med henblik på udpegning af medlemmer til Handicaprådet.
Stk. 3. Rådet kan indkaldes på initiativ af formanden, Byrådet eller to medlemmer af rådet.
§ 7. Byrådet yder i fornødent omfang sekretariatsmæssig bistand til Handicaprådet.
Stk. 2. Byrådet afholder udgifterne ved handicaprådets virksomhed, herunder dækning af nødvendige udgifter til tegnsprogstolkning og anden handicapkompensation.
Stk. 3. Handicaprådet udarbejder, på grundlag af den af Byrådet udmeldte ramme, et budget for rådets arbejde i det kommende år.
Stk. 4. Handicaprådet placeres organisatorisk i Borgmesterens afdeling – Center for Politik og Strategi.
§ 8. Rådet afholder møder efter behov med udgangspunkt i at mødes seks til ni gange om året, dog således at juni, juli og december friholdes for møder.
1. Rådets møder ledes af formanden. I dennes fravær ledes møderne af næstformanden
2. Rådets møder er ikke offentlige
3. Rådet kan, når forholdene taler herfor, bemyndige formanden til at afgive svar på rådets vegne
4. Rådet kan på eget initiativ rette henvendelse til såvel Byrådet som enhver kommunal myndighed med forespørgsler og forslag
5. Rådet kan efter behov nedsætte arbejdsgrupper til belysning af særlige problemstillinger
6. Rådets ordinære møder fastlægges så vidt muligt for et kalenderår frem
7. Rådet kan afholde møder virtuelt
Stk. 2. Formanden udarbejder med sekretariatsbistand fra forvaltningen dagsorden til næstkommende møde. For at mødet kan være gyldigt indkaldt skal dagsordenen være afsendt mindst 4 arbejdsdage før mødet. Dagsordenen offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Stk. 3. Rådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af rådets medlemmer er til stede.
Stk. 4. Rådet er et dialogforum, hvorfor der som udgangspunkt arbejdes ud fra princippet om konsensus og træffes beslutninger i enighed. Er der behov for at træffe beslutninger ved afstemning sker det, når rådet er beslutningsdygtigt, ved almindelig stemmeflerhed gennem afstemning blandt de fremmødte medlemmer.
§ 9. Sekretariatet udarbejder en protokol på hvert møde i rådet. Protokollen underskrives af de fremmødte medlemmer. Protokollen udsendes pr. mail til Handicaprådets medlemmer og offentliggøres på kommunens hjemmeside.
§ 10. Byrådet yder diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse til handicaporganisationernes medlemmer af Handicaprådet efter reglerne i § 16a i lov om kommunernes styrelse.
§ 11. Denne forretningsorden kan ændres, hvis 2/3 af et beslutningsdygtigt råd kan tilslutte sig ændringsforslaget.
Forretningsordenen er vedtaget på Handicaprådets møde den 21. april 2022.