Skip til hoved indholdet
    Hjem Kommunen Nyheder Biodiversiteten blomstrer i fiskerlejet

Biodiversiteten blomstrer i fiskerlejet

Som et led i udviklingen af Nationalpark Kongernes Nordsjælland gør en gruppe frivillige i samarbejde med Fredensborg Kommune en stor indsats for at genskabe et strandoverdrev på den gamle stejleplads i Humlebæk Fiskerleje, nord for Humlebæk Havn. De frivillige var i 2020 de første til at starte et nationalparkprojekt, der skal forbedre naturindholdet på lysåbne naturtyper i nationalparken.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland tilbød i samarbejde med kommunen de interesserede et kursus i at slå med le. Kommunen bidrog ved at stille materialer som leer og andet værktøj til rådighed. Siden da har de frivillige slået arealerne og revet græsset sammen, hvorefter Nordsjællands Park og Vej har kørt det til kompostering. På den måde bliver der fjernet næring og uønskede græsfrø fra arealet.

Undervejs er store dele af den peberrod, som ofte ses udplantet ved fiskerlejet, blevet gravet op. Kommunen har i forbindelse med udskiftning af sand i børnehavernes sandkasser kørt det gamle sand til stejlepladsen, hvor det nu er med til at skabe en varieret grobund for vegetationen.

Stejlepladsens "sandkasser" er denne sommer indhegnede for at skåne de fremspirende planter, herunder bidende stenurt. Det ihærdige arbejde med leen belønnes nu, hvor planter, der trives i sand og saltvandssprøjt, så småt begynder at indfinde sig. Eksempler på disse planter er blåklokke, bidende stenurt, vellugtende gulaks, harekløver og gul snerre. Med fortsat pleje vil disse planter sprede sig til hele stejlepladsen.

Fra sidste sommer har de frivillige også slået arealerne på Babylone Strand med le. Denne pleje giver mulighed for at skåne de arter, man gerne vil have flere af, hvilket ikke er muligt, hvis arealerne bliver slået med en maskine.

Ved fælles hjælp bliver der skabt et smukt og varieret strandoverdrev. Der kommer nu flere og flere forskellige planter, som tiltrækker et varieret insektliv med bl.a. sommerfugle, svirrefluer og bier. Stejlepladsen er et eksempel på arbejdet med at give plads til en rigere natur med flere arter, som giver oplevelser og glæde for de mennesker, der er med til at få det til at ske, og for dem, der færdes i området.

Hold dig opdateret med nyt fra Fredensborg Kommune

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B
2980 Kokkedal

Alle EAN-oplysninger

Telefon: +45 72 56 50 00
fredensborg@fredensborg.dk

Telefontider

Mere fra os

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback