Nye kunstgræstæpper på vej til kommunens fodboldspillere
Der graves og anlægges på livet løs i Nivå-Kokkedal Fodboldklub for tiden, og det samme arbejde er så småt også startet i Fredensborg Boldklub.
For kunstgræsbanerne i de to fodboldklubber er ved at blive udskiftet – og det har klubberne og deres medlemmer set frem til, da banerne længe har været glatte og trængt til udskiftning. Det skyldes ikke mindst, at banerne – heldigvis - anvendes fra tidlig morgen til sen aften i hele vinterhalvåret.
Fritids- og Idrætsudvalget har foretaget materialevalget efter rådgivning fra blandt andet DBU og Rådgivningsfirmaet WSP. Udvalget har også lænet sig op ad resultater fra den såkaldte Silkeborgbane.
Silkeborgbanen er et projekt i samarbejde mellem Silkeborg Kommune, Teknologisk Institut og Rådgivningsfirmaet WSP, hvor resultaterne viser at miljø og grundvand ikke påvirkes negativt, hvis banen anlægges på en hensigtsmæssig måde. Blandt andet vil riste og foranstaltninger langs banerne forhindre at gummigranulat forsvinder fra banen, ligesom sluser ind og ud af banen skal hjælpe spillerne med at bevare alt granulat på baneområdet, frem for at tage det med sig i støvler og tøj.
Samtidig med banernes indvielse i dette efterår, kan klubber og spillere glæde sig over den nye banebelysning på kunstgræsbanerne. I forbindelse med et energioptimeringsprojekt har fodboldklubberne i Humlebæk, Fredensborg og Nivå-Kokkedal i foråret 2025 fået opsat energibesparende LED-anlæg. Investeringen er foretaget ved hjælp af energioptimeringslån, idet energibesparelsen tjener anlæggene hjem inden for forventet levetid.
Udover at anlæggene tilgodeser økonomien og miljøet, vil der være tale om en større brugervenlighed og bedre tilretning af belysning i forhold til banerne.