Puljen for frivilligt socialt arbejde
Retningslinier for puljen for frivilligt socialt arbejde (§ 18)
Fredensborg Kommune uddeler økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde efter § 18 Lov om Social Service.
Puljens særlige indsatsområder er frivilligt socialt arbejde med fokus på sundheds- og/eller livskvalitetsforbedrende aktiviteter og tiltag for:
- Udsatte og/eller vanskeligt stillede grupper
- Udsatte børn og unge samt familier
- Ældre
- Personer med handicap
- Enkeltindivider
Ansøgere gøres opmærksom på, at man ikke har krav på at få støtte fra § 18 puljen, selvom man tidligere har modtaget støtte, idet støtten altid vil bero på en konkret vurdering fra år til år, og nye tiltag kan ønskes fremmet.
1. Der kan søges støtte til aktiviteter der
- Bæres af frivilligt ulønnet arbejdskraft.
- Foregår i samarbejde mellem flere frivillige foreninger eller kommunen.
- Søger at skabe trivsel og/eller løse sociale og/eller sundhedsmæssige udfordringer for udsatte grupper i alle aldre. (Det skal kunne beskrives, hvilken forskel indsatsen gør for målgruppen.)
- Skaber opmærksomhed om frivilligt socialt arbejde og sociale tilbud fx annoncer, trykning af foldere og større arrangementer.
- Er nyskabende i forhold til målgruppe eller aktivitet.
- Styrker sociale netværk og fællesskaber og inddrager borgeren direkte i aktiviteten.
- Giver borgere med særlige behov nye muligheder og øger livskvaliteten.
- Styrker og udvikler den frivillige indsats fx kompetenceudvikling af frivillige.
- Der ydes støtte til transport af frivillige, hvis transporten er en forudsætning for, at den frivillige kan gennemføre sit arbejde.
- Kontinuerlige sociale indsatser (såsom ugentlige aktiviteter) prioriteres højere end enkeltstående aktiviteter/arrangementer (såsom eksempelvis udflugter).
- Hvor der er tale om udflugter, ydes der alene tilskud til endagsture.
- Der kan gives tilskud til ferielejre af fleres dages varighed for udsatte børn og unge
- Det er muligt at søge støtte til administrationsudgifter som porto, kontorartikler og telefon. Udgiften må maksimalt udgøre 25 pct. af det samlede støttebeløb, der ansøges om.
Der kan både ydes tilskud til nye initiativer, såvel som eksisterende aktiviteter til gavn for målgruppen. Støtten har således til formål, dels at understøtte udviklingen af nye frivillige sociale initiativer og nye foreninger, dels at understøtte, at igangværende indsatser kan fortsætte på det aktuelle niveau.
Nyskabende projekter samt aktiviteter der er forankrende og forandrende prioriteres i tildeling af støtte.
2. Der ydes ikke støtte til
- Aktiviteter der ikke henvender sig til borgere i Fredensborg Kommune
- Landsdækkende eller regionale organisationsaktiviteter, indsamlingskampagner, generel oplysningsvirksomhed mm.
- Der ydes ikke støtte til løn eller anden form for aflønning generelt og i forbindelse med drift, samt etablering af samarbejdsprojekter (Honorarer til foredragsholdere og lign. undtaget)
- Der ydes ikke støtte til forlystelsesprægede aktiviteter
- Udflugter, rejser og fortæring, som ikke er en del af en aktivitet for målgruppen fx sociale aktiviteter kun for de frivillige
- Bestyrelsesarbejde og aktiviteter af bestyrelsesmæssig karakter i foreninger og organisationer
- Aktiviteter med et politisk, religiøst, underholdende eller kommercielt formål
- Udflugter med overnatning, f.eks. ferieture og hotelophold
- Der ydes ikke støtte til forplejning medmindre at madlavning udgør selve aktiviteten
- Der ydes ikke støtte til transport for borgere, medmindre der er tale om borgere med udfordret eller begrænset mobilitet eller borgere fra udsatte positioner
- Der ydes ikke støtte til husleje og henvises til muligheden for lån af kommunale lokaler og faciliteter
3. Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er 1. oktober til hoveduddelingen og 1. maj til restuddelingen.
4. Hvem kan søge
Støttemidlerne kan søges af foreninger, organisationer, selvorganiserede frivillig-grupper eller enkeltpersoner, der udfører frivilligt socialt arbejde lokalt i kommunen indenfor det socialt humanitære område.
Foreninger og organisationer, som udfører frivilligt socialt arbejde er kendetegnet ved:
- At være grundlagt på frivillig basis
- At være "non-profit", dvs. de skal ikke skabe økonomisk overskud
- At den frivillige indsats udgør kernen i de planlagte aktiviteter
5. Sådan søger du
§ 18 puljen ansøges ved at udfylde ansøgningsskema med budget.
Kvittering for modtagelse af ansøgning samt meddelelse om bevilling af tilskud eller afslag fremsendes til den afgivne mail i ansøgningen.
Udbetaling af tilskud vil ske til foreningens Nemkonto, som er tilknyttet CVR-nummeret. Foreninger uden CVR-nummer og Nemkonto kan ikke modtage tilskud.
Der kan maksimalt søges om tilskud på 70.000 kr. og puljen deles ligeligt til aktiviteter inden for følgende to områder:
- Ældreområdet
- Børn- og ungeområdet samt borgere i udsatte positioner
Hvis børn er en del af målgruppen, skal der være indhentet børneattester på alle de voksne, der har fast tilknytning til organisationen, foreningen, projektet eller aktiviteten. Ansøgeren bekræfter på tro og love i ansøgningsskemaet, at der er indhentet børneattester. Attesterne skal fremvises ved eventuel revision.
6. Regnskab og skriftlig tilbagemelding
Der skal indsendes regnskab for forbrug af de tildelte midler senest sidste hverdag i marts. Foreningen bedes anvende budget- og regnskabsskabelonen, der findes nederst på siden.
Bemærk: De enkelte udgifter udspecificeres jf. vejledningen i skabelonen.
Regninger og udgifter på mere end 5.000 kr. skal vedlægges regnskabet som dokumentation. Fredensborg Kommune forbeholder sig ret til at bede om yderligere dokumentation, hvis kommunen finder det nødvendigt.
Der fremsendes ligeledes en standardiseret skriftlig tilbagemelding på, hvad midlerne er blevet brugt til.
Skabelonen til denne afrapportering findes her på siden.
7. Tilbagebetaling af uforbrugte midler
Uforbrugte midler skal tilbagebetales til kommunen på reg.nr. 4319 og kontonr. 0011779433. Mærk venligst indbetalingen ”§18” og foreningens navn.
Det er ikke muligt, at overføre uforbrugte midler til næste regnskabsår.
8. Proces for behandling af ansøgninger
Når ansøgninger modtages behandles de på følgende måde:
- Ansøgninger gennemgås ift. gældende kriterier.
- Budgetposter der evt. falder udenfor kriterierne fratrækkes det ansøgte beløb.
- Ansøgninger der kvalificerer sig til støtte prioriteres ift. de gældende særlige indsatsområder:
- nyskabende og forankrende projekter prioriteres,
- Puljens midler deles ligeligt mellem to områder:
1. Ældreområdet
2. Børn- og ungeområdet samt borgere i udsatte positioner - Såfremt summen af de ansøgte beløb efter de foregående prioriteringer overstiger puljen, reguleres alle beløb med samme reduktionsprocent