Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Børn og unge Dagtilbud 0 - 5 år 25 timers obligatorisk læringstilbud

25 timers obligatorisk læringstilbud

Den 1. juli 2019 blev der indført et obligatorisk læringstilbud. Dette er jf. dagtilbudslovens § 44. Det betyder, at alle børn i alderen 1-2 år, der bor i udsatte boligområder, skal optages i et obligatorisk læringstilbud. Dette gælder, hvis de ikke er indskrevet i et dagtilbud, når de fylder 1 år.


  • Formålet med det obligatoriske læringstilbud er, at børn så tidligt som muligt kommer sammen med andre børn i et dagtilbud. Her lærer de danske traditioner, normer og værdier.
  • Det er også et formål, at børn så tidligt som muligt får trænet og udviklet de grundlæggende færdigheder, som er nødvendige for at udvikle et godt dansk sprog. Sådan får børnene en god start på at lære det danske sprog og gode forudsætninger for at lære i skolen.

Læs mere om det obligatoriske tilbud

Det obligatoriske læringstilbud er gratis.
Det obligatoriske dagtilbud er på 25 timer om ugen og er placeret i udvalgte daginstitutioner i Nivå. Barnet skal være i dagtilbuddet i alle 25 timer, helt præcist i tidsrummet fra kl. 9-14.
Som en del af det obligatoriske læringstilbud, er der krav om, at forældre også deltager i det målrettede læringsforløb.

I Fredensborg Kommune betyder det, at begge forældre hver især skal være med i dagtilbuddets hverdag i 12 timer i alt i indkøringsperioden, mens barnet lærer at være i tilbuddet. Desuden skal begge forældre deltage i 3 obligatoriske forældremøder af 2 timers varighed.
Formålet er, at forældrene får praktiske råd og ideer til, hvordan de derhjemme kan støtte barnets sprogudvikling og barnets og generelle læringsparathed.

 

Forældre har pligt til lade deres barn deltage i det obligatoriske læringstilbud eller til at forestå en indsats, der står mål med det obligatoriske læringstilbud. Hvis barnet skal i et obligatorisk læringstilbud indebærer forpligtelsen:

1.    at barnet og begge forældre deltager i de målrettede forløb
2.    at barnet ikke benytter det obligatoriske læringstilbud mere eller mindre end 25 timer om ugen.

Kommunen kan træffe afgørelse om standsning af børneydelsen, hvis forældrene ikke deltager i samarbejdet omkring deres barn i det obligatoriske læringstilbud eller hvis deres barn ikke møder op i det obligatoriske læringstilbud.

Forældres muligheder for selv at forestå indsatsen 
Forældre kan også selv sørge for, at barnet får en god start på at lære det danske sprog og de danske traditioner, normer og værdier, mens det opholder sig i hjemmet.

Indsats i hjemmet indebærer  følgende krav:
Forældre skal meddele dette skriftligt til kommunen, før indsatsen påbegyndes. Meddelelsen skal som minimum indeholde oplysninger om, hvilke børn der skal deltage i indsatsen, hvor indsatsen skal foregå, og hvem der skal varetage indsatsen. Det følger af loven, at det alene er barnets forældre, som kan forestå indsatsen. Det er således ikke muligt at lade fx en bedstemor forestå indsatsen på forældrenes vegne.
Mor og far skal begge tale og forstå dansk på et niveau, der svarer til 9. klasses af-gangseksamen eller Prøve i Dansk 3. Der indhentes dokumentation ved ansøgning og/eller tilsyn.
Den forælder, som er hjemme med barnet, skal sørge for, at barnet udvikler de færdigheder, som det ellers ville lære i det obligatoriske læringstilbud.


Fredensborg Kommune har pligt til at føre tilsyn med obligatoriske læringstilbud udført i hjemmet af forældrene selv.
Derfor vil der komme en pædagogisk konsulent på besøg i hjemmet.
Formålet med tilsynet er at vurdere, om din/jeres indsats står mål med det obligatoriske læringstilbud. Det obligatoriske læringstilbud skal understøtte udviklingen af barnets danske sprog, barnets læringsparathed og introducere barnet til danske traditioner og højtider samt demokratiske normer og værdier.
Ved tilsynet bliver der bl.a. lagt vægt på, om du/I som forældre:
•    har tilstrækkelige dansksproglige kompetencer til at kunne understøtte jeres barns dansksproglige udvikling (vurderingen kan f.eks. basere sig på dokumentation af bestået 9. klasses afgangsprøve i dansk, prøve i dansk 3 eller øvrig dokumentation).
•    understøtter barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse bl.a., at barnet lærer nyt og udvikler sig gennem aktiviteter i hverdagen. Vurderingen vil være ud fra et bredt læringsbegreb i forhold til barnets kropslige og motoriske, sociale, personlige og kognitive læring (f.eks. om barnet kan koncentrere sig, udviser nysgerrighed og er vedholdende i aktiviteter og leg)
•    introducerer jeres barn til danske traditioner og højtider samt demokratiske normer og værdier (f.eks. bliver barnet inddraget og har det medbestemmelse i nogle af de ting, der sker omkring det, og oplever barnet, at der er respekt og ligeværd mellem kønnene)
•    giver barnet mulighed for at indgå i et børnefællesskab og lege med andre børn.
Du /I vil blive kontaktet for at aftale, hvornår den tilsynsførende kan komme hjem til jer.
Den pædagogiske konsulent vil tale med forældrene om, hvad der observeres under det pæ-dagogiske tilsyn og forældrene vil få vejledning om, hvordan der kan arbejdes videre med at udvikle barnets færdigheder. Barnet vil blive sprogvurderet, når det fylder 2 år. 
Vurderer den pædagogiske konsulent gennem tilsynet, at forældrenes indsats ikke står mål med indsatsen i det obligatoriske læringstilbud, skal barnet optages i et obligatorisk læringstilbud.
Et barn skal som udgangspunkt forblive optaget i et obligatorisk læringstilbud, indtil kommunen gennemfører den lovpligtige sprogvurdering i 2-års-alderen.

Børn skal som udgangspunkt forblive i det obligatoriske læringstilbud, indtil kommunen gennemfører den lovpligtige sprogvurdering. I Fredensborg Kommune sker den første lovpligtige sprogvurdering i to års alderen.  Det betyder, at det obligatoriske læringstilbud som udgangspunkt ophører for det enkelte barn på det tidspunkt, hvor kommunen gennemfører sprogvurderingen. 

Der er to undtagelser, hvor et barn skal udmeldes af et obligatorisk læringstilbud forud for den kommunale sprogvurdering: 

1. Hvis barn og forældrene fraflytter et udsat boligområde,  skal barnet udmeldes af det obligatoriske læringstilbud. Under hensyn til barnets tarv skal kommunalbestyrelsen tilbyde forældrene, at barnet kan optages i den samme daginstitution på almindelige vilkår, såfremt forældrene ønsker dette. 

2. Hvis forældrene ønsker at barnet skal optages i et dagtilbud på almindelige vilkår, skal forældrene melde barnet ud af det obligatoriske læringstilbud.  Udmeldelse skal ske med en måneds varsel.

Reglerne for obligatoriske dagtilbud findes i dagtilbudsloven §§ 44a – 44g.
Reglerne for hvilke områder, der er udsatte boligområder findes almenboligloven § 61a.
Reglerne for hvornår børne- og familieydelsen kan stoppes findes i børne - og ungeydelsesloven § 2.

Du kan læse mere her:
Dagtilbudsloven

Håndbog om obligatorisk læringstilbud
 
Ofte stillede spørgsmål om obligatorisk læringstilbud

Hold dig opdateret med nyt fra Fredensborg Kommune

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B
2980 Kokkedal

Alle EAN-oplysninger

Telefon: +45 72 56 50 00
fredensborg@fredensborg.dk

Telefontider

Mere fra os

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback