Høringer
Offentlig høring – Tillæg 1 til Lokalplan N110 for Nivå Bymidte (etape 2)
Plan-, Trafik- og Klimaudvalget har den 17. februar 2026, jf. planlovens § 24, besluttet at offentliggøre forslag til tillæg 1 til Lokalplan N110 for Nivå Bymidte, etape 2.
Baggrund og formål
Forslag til tillæg 1 til Lokalplan N110 er udarbejdet på baggrund af et ønske om at flytte sundhedshuset fra den nuværende placering i lokalplanens delområde F, byggefelt F1 til stueetagen i delområde G, byggefelt G1.
Placeringen på byggefelt G1 giver mulighed for moderne og fleksible rammer, bedre synlighed i bymidten og gode adgangsforhold fra Bystrøget. Den nye placering ligger også tæt på det kommende apotek og understøtter en samlet og hensigtsmæssig placering af udadvendte funktioner centralt i bymidten, som kan bidrage til øget byliv.
Lokalplantillægget har til formål at udvide anvendelsesmulighederne for delområde G, så stueetagen på byggefelt G1 – ud over boliger og fælleslokaler for bebyggelsen – også kan anvendes til sundhedshus.
Høringsperioden
Forslag til tillæg 1 til Lokalplan N110 for Nivå Bymidte, etape 2 er fremlagt i offentlig høring i 8 uger fra den 23. februar 2026 til den 20. april 2026.
Høringssvar til forslag til tillæg 1 til Lokalplan N110 skal sendes til Fredensborg Kommune senest den 20. april 2026 kl. 23.59 til mitplansvar@fredensborg.dk Har du ikke adgang til e-mail kan høringssvaret sendes til Fredensborg Kommune, Center for By og Land, Team Plan, Egevangen 3B, 2980 Kokkedal.
Efter udløbet af høringsfristen kan lokalplanforslaget vedtages endeligt. Hvis der rettidigt er fremsat indsigelser eller bemærkninger til lokalplanforslaget, kan vedtagelse tidligst ske 4 uger efter udløbet af høringsfristen.
Plan-, Trafik- og Klimaudvalget har i forbindelse med beslutning om offentliggørelse af lokalplanforslaget besluttet at der ikke afholdes borgermøde i forbindelse med høringen.
Midlertidige retsvirkninger
Indtil lokalplan er endeligt vedtaget, må de ejendomme, der er omfattet af forslagene ikke bebygges med bolig eller i øvrigt udnyttes på en måde der kan foregribe den endelige plans indhold.
Efter § 17 i planloven gælder et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelsen. De eksisterende lovlige forhold på en ejendom, samt den lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil.
Når fristen for at fremkomme med bemærkninger er udløbet, kan Fredensborg Kommune give tilladelse til udnyttelse i overensstemmelse med lokalplanen.
De midlertidige retsvirkninger gælder fra datoen for offentliggørelsen af tillægget og indtil planen er endeligt vedtaget, dog højst indtil 1 år efter offentliggørelsen.
Miljøvurdering
Lokalplanforslaget er screenet efter lov om miljøvurdering af planer og programmer. På baggrund af screeningen er det vurderet, at der efter lovens § 8, stk. 2, ikke er krav om en egentlig miljøvurdering.
Der er tale om et tillæg til Lokalplan N110, som alene indebærer mindre justeringer, der ikke vurderes at medføre væsentlig indvirkning på miljøet.
Fredensborg Kommunes afgørelse om ikke at udarbejde en miljøvurdering af planforslaget, offentliggøres samtidig med den offentlige hørringsperiode for planforslaget.
Klagevejledning
Enhver med retlig interesse i sagens udfald kan, jf. planlovens § 58 stk.1, klage over formelle mangler i afgørelsen om endelig vedtagelse af lokalplanen– de såkaldte retlige spørgsmål.
Klageberettigede er myndigheder, foreninger og organisationer, samt enhver der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald.
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Planklagenævnet bliver sekretariatsbetjent af Nævnenes Hus. Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på www.borger.dk, www.virk.dk eller www.naevneneshus.dk.
Kun i særlige tilfælde kan en borger fritages fra at anvende Klageportalen. Det er Planklagenævnet, der afgør om en borger kan fritages.
Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen af afgørelsen. Hvis klage-fristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer at klage. Nærmere vejledning om klage og gebyr findes på: www.naevneneshus.dk
Søgsmål
Søgsmål til domstolsprøvelse af afgørelser, der er truffet af kommunen i henhold til lov om planlægning, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 62, stk. 1.
Personoplysninger
Når du afgiver et høringssvar, skal du være opmærksom på, at de indkomne høringssvar med afsender vil fremgå af dagsordenen til den politiske behandling som offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Du kan læse mere om vores behandling af dine oplysninger og databeskyttelse på Fredensborg kommunes hjemmeside via følgende link: https://fredensborg.dk/kommunen/databeskyttelse/
Informationer
Dokumentation & Tilladelser
Links
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret