Kommunale bygninger - etape 2
Kommunale bygninger i Nivå omfatter en nye skole, bibliotek/kulturhus samt SFO2, sportshal og svømmehal.
Generationernes Hus er den samlede betegnelse for den kommunale investering i bygninger i Nivå bymidte.
Generationernes Hus opføres som en del af etape 2 og omfatter byggefelt A1, B1, C1 og D1.
Byggeriet forventes gennemført i perioden 2024 - 2027. Svømmehallen dog i perioden 2029-2030.
Skolen
Nivå er i vækst med mange nye boliger og tilflyttende børnefamilier.
Derfor opføres den nye skole som en firesporet skole. Skolen erstatter den nuværende Nivå Skole og struktureres omkring årgangsklynger med inspirerende projektmiljøer tilknyttet hver årgang. Bygningens stueetage vil fungere som byens torv, hvor der efter skoletid vil foregå foreningsaktiviteter, således at kulturhusfunktionen er en del af både skole og biblioteksbygning og binder bymidten sammen. Skolebygningen rummer også en multisal, som er rettet mod kulturarrangementer som foredrag, mindre koncerter og bevægelsesaktiviteter.
Bibliotek/kulturhus/SFO2
Det nuværende bibliotek bevares og udbygges.
Folkebibliotek og skolebibliotek (pædagogisk læringscenter) smelter sammen, så skolebørnene får deres faste gang i biblioteksbygningen. SFO2 (4.-6. klasse) placeres i bygningen som en selvstændig funktion med mulighed for at sambruge dele af faciliteterne.
Bygningen vil være et levende hus med mulighed for foreningsaktiviteter og diverse arrangementer.
Sportshal
I direkte tilknytning til NKK-hallen opføres en ny hal.
De to haller vil få en fælles foyer, som vender ud mod bymidten og bliver et samlingspunkt for idrætsudøverne. For at muliggøre indgangen fra denne side af bygningen nedrives den nuværende opvarmningssal og den genopføres på en ny placering.
Hallen vil få en åben og transparent arkitektur således, at lyset fra hallen bidrager til oplevelse af tryghed i aftentimerne og i vintermånederne.
Svømmehal
Svømmehallen placeres som den første bygning man møder, når man kommer fra stationen. På denne måde er der nem adgang for alle kommunens borgere. Svømmehallen udformes som en rund bygning med inspiration fra Ringovnen, og bliver dermed en arkitektonisk markør for Nivå.