---
title: "Vi værner om dine oplysninger"
description: "Vi beskytter dine data gennem digital sikkerhed. Find tips og kontakt for mere info."
date: "2026-10-09"
created: "2026-10-09"
---

[Hjem](https://fredensborg.dk/)

                    [Kommunen](https://fredensborg.dk/kommunen)

                    [Borgerinformation](https://fredensborg.dk/kommunen/borgerinformation)

                    [Nyheder](https://fredensborg.dk/kommunen/borgerinformation/nyheder)

                [Vi værner om dine oplysninger](https://fredensborg.dk/kommunen/borgerinformation/nyheder/vi-vaerner-om-dine-oplysninger)

# Vi værner om dine oplysninger

I Fredensborg Kommune arbejder vi hver dag for at sikre, at personoplysninger behandles forsvarligt og kun deles med de rette personer.

Når borgere kontakter kommunen, foretager vi derfor en konkret vurdering af identiteten, inden vi udleverer personlige eller fortrolige oplysninger.
 Oplysninger som navn, adresse eller CPR-nummer kan ikke i sig selv stå alene som dokumentation for en persons identitet.

Afhængigt af situationen kan kommunens medarbejdere stille supplerende spørgsmål eller henvise til sikre digitale løsninger, før oplysninger udleveres.

## **Sådan kan du selv beskytte dig**

Du kan selv være med til at mindske risikoen for identitetsmisbrug ved at:

- være opmærksom på uventede opkald, sms'er og e-mails
- undlade at dele adgangskoder, MitID-oplysninger eller engangskoder med andre
- være forsigtig med at åbne links i beskeder, du ikke forventer at modtage
- kontakte myndigheder eller virksomheder via deres officielle kontaktoplysninger, hvis du er i tvivl om en henvendelses ægthed

### **Hvis du har spørgsmål**

Hvis du er bekymret for misbrug af dine personoplysninger eller ønsker vejledning om digital sikkerhed, kan du finde information på https://www.sikkerdigital.dk eller kontakte Cyberhotline for digital sikkerhed på telefon [33 37 00 37](tel:33%2037%2000%2037 "33 37 00 37").

Fredensborg Kommune har ikke været involveret i den hændelse, der har givet anledning til den uautoriserede adgang til CPR-oplysninger, og kommunen kan derfor ikke besvare spørgsmål om den konkrete sag.

Vi følger udviklingen tæt og fortsætter arbejdet med at beskytte borgernes oplysninger gennem sikre arbejdsgange, grundig identitetskontrol og et vedvarende fokus på informationssikkerhed.
