---
title: "Rotter"
description: "Har du set en rotte? Så skal den anmeldes."
date: "2026-04-08"
created: "2023-02-21"
---

[Hjem](https://fredensborg.dk/)

                    [Kommunen](https://fredensborg.dk/kommunen)

                    [Borgerinformation](https://fredensborg.dk/kommunen/borgerinformation)

                    [Nyheder](https://fredensborg.dk/kommunen/borgerinformation/nyheder)

                [Rotter](https://fredensborg.dk/kommunen/borgerinformation/nyheder/rotter)

# Rotter

Har du set en rotte? Så skal den anmeldes. Det er gratis.

Rotter er smittebærere af alvorlige sygdomme og kan ødelægge kloakker, huse og materialer for mange penge.

Første skridt i bekæmpelsen er at anmelde rotteproblemet hurtigt, så sender vi gratis rottebekæmperen hjem til dig.

Hvis du har mistanke om at der er rotter, uanset om det er hos dig selv eller andre steder, skal du straks anmelde det.
Alle har pligt til at anmelde rotter.

## Anmeld rotter - eller bestil tid til telefon-opkald

                            [Anmeld rotter](https://citizen.dw3.dk/b710b2db-8432-47b4-b985-9a655657aa53)

                            [Telefonisk tidsbestilling](https://reservation.frontdesksuite.com/fredensborg/telefonisktidsbestillingbyogland)

                            [Handlingsplan for rottebekæmpelse](https://fredensborg.dk/MOLIRIPAGE/74a0dfd2-4c2b-4d25-9294-e8f5864fdfbe)

## Videoer om rotter

                            [Se små videoer om rotters adfærd omkring din bolig](https://fredensborg.dk/MOLIRIPAGE/1ef6f13d-9884-4cdd-b4c8-da9483bcd5e6)

Rottebekæmpelsesfirmaet Rentokil bekæmper rotter.  Du kan komme i kontakt med rottebekæmperen og anmelde digitalt herover.

Hvis du har problemer med anmeldelsen kan du ringe til Rentokil på  [70 10 27 10](tel:70%2010%2027%2010).

- Anmeldelse af rotter til Rentokil kan ske digitalt døgnet rundt også i weekenden og på helligdage.
- Rentokils kontor har åbent mandag - torsdag fra 8.30 til 16 samt fredag fra 9 til 15.

## Læs mere om rotter

###

                                    Tegn på rotter

**Ekskrementer**
Voksne rotters ekskrementer er ca. 1,5 cm lange og ca. 6 mm tykke. Formen kan minde om lange riskorn.

**Andre spor efter rotter**
Nedsunkne fliser over kloak og huller i jorden fx langs fundamenter og nær dæksler, ofte skjult af planter, kan også være tegn på rottetilhold. Et typisk rottehul har en diameter på 5-7 cm.

Rotter efterlader fod- og halespor i støv. De bruger typiske de samme ruter langs paneler og vægge og efterlader pletter og mørke striber. Gnavespor ses typisk i trædele fx døre eller paneler, ledninger og evt. fødevarer.

**Lugt og støj**
Rottelugt er en skarp og ubehagelig lugt. De laver ofte støj som gnavelyde, skrig og kraftige kradselyde fx i hulrum i vægge, under gulve og på loftet.

###

                                    Hvad sker der når jeg har anmeldt rotter?

Når du har anmeldt rotter, kontakter rottebekæmperen dig, for at aftale et tilsyn. Derefter får du besøg af rottebekæmperen, der vurderer, om du har rotter, eller om der er tale om andre dyr.

Hvis det vurderes, at der er tale om rotter, vil rottebekæmperen forsøger at finde årsagen til rotteproblemet og sætte fælder op eller evt. lægge gift ud, hvis det vurderes, at det kan fjerne rotterne.

Er rotterne indendørs i boligen kommer rottebekæmperen senest den efterfølgende dag.

- Er anmeldelsen modtaget før kl. 12 skal 1. tilsynsbesøg ske samme dag.
- Er anmeldelsen modtaget efter kl. 12 skal 1. tilsynsbesøg ske senest næste dag.

Dette gælder uanset om den akutte anmeldelse sker en hverdag, i weekenden eller på en helligdag, - med mindre andet er aftalt med dig.

Hvis rotterne er observeret andre steder, kommer rottefængeren senest 3 dage efter anmeldelsen, med mindre andet er aftalt med dig.

###

                                    Hvilke udgifter kan der være ved bekæmpelse af rotter ?

Alle boligejere betaler for den lovpligtige rottebekæmpelse. Gebyret opkræves over ejendomsbidragsopgørelsen.

Har man rotter, er selve bekæmpelsen derfor gratis, men man skal selv betale for reparationer og forebyggelse. Det hører ikke ind under den kommunale rottebekæmpelse.

Hvis rottefængeren fx konstaterer brud eller andre fejl og mangler i det private kloaksystem, bliver grundejeren pålagt at reparere kloakken.
Hvis påbud om reparation af kloak og anden sikring af ejendom mod rotter ikke efterkommes, kan kommunen udføre arbejdet på grundejerens regning..

###

                                    Har du mosegrise eller muldvarpe?

Huller i jorden kan også skyldes mosegrise eller muldvarpe. Har du problemer med disse dyr, må du selv kontakte et skadedyrsfirma.

Kommunen betaler ikke for bekæmpelse af disse og andre dyr.

Du må selv kontakte et firma, der foretager bekæmpelse af disse skadedyr, hvis generne ikke er til at leve med. Søg på nettet efter skadedyrsbekæmper.

                            [Mangler der noget på denne side?](https://fredensborg.dk/MOLIRIPAGE/9af8b37c-15e8-4c1c-8c57-b7136bb53802)
