Cirkulært byggeri og renovering
Vidste du?
Ca. 37% af CO2-udledninger
i verden kommer fra de bygninger, vi bor og lever i. I Danmark står byggeriet
for omkring 30 pct. af landets samlede CO2-udledning. Det meste
kommer fra produktionen af byggematerialer og den energi, vi bruger til at
holde bygninger i gang. Derfor er det vigtigt at bygge og bo klimavenligt.
(Kilde: CONCITO - Danmarks grønne tænketank)
I Fredensborg Kommune støtter vi op om at skabe en cirkulær fremtid, og vi ønsker derfor at inspirere dig som boligejer til, hvordan du kan bidrage. Det kan f.eks. være ved at undgå at rive funktionsdygtige bygninger ned eller anvende byggematerialer, der har en lavere CO2-udledning.
Ældre bygninger består i mange tilfælde af materialer i højere kvalitet end dem, der produceres i dag, og repræsenterer derfor materialemæssigt en stor værdi. Samtidig er det også en bedre løsning for klimaet at bibeholde den eksisterende bygningsmasse.
Ved at genbruge og anvende fornybare materialer, kan vi spare kostbare ressourcer og reducere klimabelastningen ved renovering og nybyggeri.
Inden du skal i gang med dit bygge- eller renoveringsprojekt er det derfor en god ide at overveje nedenstående punkter;
Kan hele eller dele af bygningen bevares eller renoveres frem for nedrivning, f.eks. facader, bærende konstruktioner eller fundament?
Hvis bygningen skal nedrives, kan dele af den så 1: direkte genbruges eller 2: genanvendes?
Undersøg, om nye CO2-tunge materialer kan erstattes med materialer, der belaster klimaet mindre, f.eks. genbrugte, genanvendte eller biobaserede materialer?
Ja tak til at blive ringet op
Få mere viden her
Materialepyramiden er et interaktivt værktøj, der kan beregne udledningen af CO2 ved produktionen af forskellige materialer, både i kombination med andre materialer eller alene. Det er også muligt at indtaste mængder og tykkelser, så du kan få et estimat af netop den konstruktionssammensætning, du påtænker at benytte.
Materialepyramiden kan tilgås her
Biogene byggematerialer er f.eks. materialer, der er fornybare og som stammer fra naturlig plantevækst. Det kan være træ, strå, hamp, halm, ler mv. Det gode ved denne type materialer er, at de kan høstes lokalt, og at de ofte har gode egenskaber, når de anvendes i en bygning. Samtidig kan de komposteres, når de er udtjente og genererer derfor ikke affald, der skal afbrændes eller deponeres.
Husk at du altid skal sikre dig, at dit byggeprojekt opfylder de nødvendige dokumentationskrav jf. Bygningsreglementet.
Byggefilm viser, hvordan du vedligeholder og reparerer bygningsdele på dit hus, fremfor at udskifte dem helt, før de er udtjente. Filmene henvender sig primært til bygninger opført før 1950.
Renovering af ældre bygninger - Social- og Boligstyrelsen har delt 9 cases med eksempler på, hvordan renovering af forskellige typer boliger kan se ud. De kommer også med en række tips og viden, der kan være nyttig til dit renoveringsprojekt.
Læs mere på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside
Tilskud til renovering - Som boligejer kan du få støtte til renoveringsprojekter, der mindsker energiforbruget i din bolig. Tilskudsordningerne har til formål at fremme energibesparelser og gøre din bolig mere klimavenlig. Ansøgning om tilskud foregår via Energistyrelsens portal SparEnergi. Her kan du også finde vejledning, eksempler og beregnere, som hjælper dig godt i gang.
Cases i Fredensborg Kommune - Kommunen har mulighed for hvert tredje år at præmiere særlig arkitektur i kommunen. Blandt de projekter, der vandt priser ved præmieringen i 2024, ses blandt andre Karlebo Landsted, som er en bolig opført med ydervægge i overvejende biogene materialer. Der ses også eksempler på vellykkede renoverings-, restaurerings- og transformationsprojekter, som er udført med respekt for bygningernes kvalitet og historie.
Se billeder og bliv inspireret af projekterne på siden for Bevaringsværdige bygninger
Yderligere spørgsmål?
Biogene byggematerialer og byggesagsbehandling – kontakt Team Byg Via vores kontaktformular
Cirkulære bygge- og anlægsprojekter – Bestil telefontid hos Team Klima og Varme