---
title: "Bæredygtighedspuljen"
description: "Se hvad du kan søge"
date: "2026-03-20"
created: "2024-10-04"
---

[Hjem](https://fredensborg.dk/)

                    [Borger](https://fredensborg.dk/borger)

                    [Klima og energi](https://fredensborg.dk/borger/klima-og-energi)

                [Bæredygtighedspuljen](https://fredensborg.dk/borger/klima-og-energi/baeredygtighedspuljen)

# Bæredygtighedspuljen

Bæredygtighedspuljen yder støtte til lokale, borgerdrevne aktiviteter, der:

- Giver inspiration til, hvordan man kan leve mere klimavenlig og bæredygtigt.
- Medvirker til at realisere kommunens klimaplan.
- Fremmer lokale, grønne fællesskaber og aktiviteter.
- Er bredt tilgængelige og almennyttige for borgere
- Der lægges vægt på aktiviteter, der har et socialt aspekt, hvor eksempelvis grønne møder mellem borgere kan bidrage til positive oplevelser forbundet med den grønne omstilling, og kan tilskynde til en grøn "naboeffekt". Bæredygtighedspuljen støtter kun aktiviteter, der er uden kommerciel vinding for enkelte virksomheder og individer.

Bæredygtighedspuljen er åben for ansøgninger. Behandlingstiden er på 10 arbejdsdage.

## Ja tak jeg vil gerne ringes op

                            [Ja tak til opringning](https://reservation.frontdesksuite.com/fredensborg/telefonisktidsbestillingbyogland/Home/Index?pageId=ce759b0c-391a-498b-964f-79db406a31ec&amp;culture=da&amp;uiCulture=da)

## Få mere viden om puljen

###

                                    Hvad kan du søge støtte til?

- Aktiviteter, der inspirerer til grønnere vaner og livsstil, f.eks. klimavenlig mad og forbrug.
- Biodiversitetsfremmende aktiviteter.
- Aktiviteter om upcycling og genbrug.
- Grøn mobilitet.
- Delefællesskaber og deleøkonomi.

Puljen støtter ikke
daglig drift, aflønning, private arrangementer, kommercielle initiativer eller
allerede gennemførte projekter.

###

                                    Hvem kan søge?

Alle borgere, foreninger, grundejerforeninger, boligselskaber, grupper, organisationer og andre, der har virke i Fredensborg Kommune.

###

                                    Hvor meget kan der søges?

- Op til 10.000 kr. pr. projekt.
- Der kan også søges over 10.000 kr. til større projekter. I så fald skal ansøgningen godkendes af Udvalget for Natur, Miljø og Bæredygtig udvikling. Derfor vil behandlingstiden blive længere.

###

                                    Hvordan søger du?

- Send en ansøgning med kort beskrivelse af dit projekt til klima@fredensborg.dk. Kontakt os gerne for råd og vejledning til din grønne aktivitet.
- Puljen kan løbende søges, og midlerne uddeles efter en behandlingstid på ca. 10 arbejdsdage.
- Du vil modtage en mail med svar på, om du har fået støtte. Hvis du har fået støtte, vil du blive bedt om at udfylde en tro- og loveerklæring, hvorefter du får udbetalt det godkendte beløb.
- Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

## Hvem har fået støtte

###

                                    Ældre Sagens reparations café i Fredensborg

Ældre Sagens reparationscafe har modtaget det første tilskud
fra den nye Bæredygtighedspulje.

I Fredensborg har Ældre Sagen netop åbnet en
”Reparationscafe” i Folketeket. Her mødes frivillige for at reparere ting, der
er gået i stykker og ellers skulle smides ud. De frivilliges indsats er derfor
god for både vores miljø og klima – og så er den både lokal og hyggelig.

Ældre Sagen Fredensborg er kommet godt i gang med 10.000 kr.
i støtte fra Bæredygtighedspuljen, samt 17.000 kr. fra
Ældre Sagen.

Med støtte fra Bæredygtighedspuljen får de frivillige
mulighed for at indkøbe bl.a. special værktøj til eksempelvis at reparere
elektronik.

Ældre Sagens Reparations Café åbningstider er:

- 2. torsdag i hver måned kl. 10-14.
- 4. torsdag i hver måned kl. 17-20.

Adressen er:

Folketeket, Jernbanegade 3, 3480 Fredensborg.

Alle er velkomne.

![Grafik](https://fredensborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/eff4b62c-6e2b-435e-f30a-08dd6148a5be?width=800)

###

                                    Plantemarkedsdag i Fredensborg

Borgerforeningen i Fredensborg by har som noget nyt afholdt en **Plantemarkedsdag**, søndag d. 27. april 2025 mellem kl. 10-14 på Store Torv i Fredensborg. Der deltog 25 stadeholdere. Private havefolk som solgte/byttede stiklinger og småplanter, og nogle enkelte professionelle - alle med planter/have og natur som fælles omdrejningspunkt.

Idéen var at afholde et bytte, køb og salg marked hvor private og professionelle mødes til en hyggelig dag og deler haveglæden. Dagen havde også fokus på vilde haver og biodiversitet.

Borgerforeningen skønner, at der var omkring 600 besøgende til 'Plantemarkedsdagen'. De har fået meget positiv respons, fra alle involverede. Borgerforeningen skønner, at der er grobund og interesse for at afholde en lignende dag til næste år.

Borgerforeningen i Fredensborg by har modtaget 2.648 kr. fra bæredygtighedspuljen til indkøb af genbrugelige reklamebannere og sponsorat af en gro-den-højeste Solsikke konkurrence,

Læs mere om Plantemarkedsdagen her: https://borgerforeningenfredensborgby.dk/foreningens-arbejde/arrangementer.html

![](https://fredensborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/73cd68f8-0bc8-4048-279c-08dda22a7775?width=800)

###

                                    Cykelpiloter på Sundhedscenter Mergeltoften

Frivillige cykelpiloter tager hver uge beboere på Plejehjemmet Mergeltoften og brugere af Sundhedscenter Mergeltoften med på cykelture i lokalområdet i Nivå. Cykelturene giver både frisk luft i det grønne og hyggeligt samvær.

Cykelpiloterne har søgt om støtte til reparation af de eldrevne side-by-side-cykler, de bruger til turene.

Fredensborg Kommune har givet tilsagn om støtte på op til 10.000 kr. Projektet støttes også af Ældre Sagen.

![Grafik](https://fredensborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/74e60dc1-0aaf-48fd-f30d-08dd6148a5be?width=800)

###

                                    Bofællesskabet Landsbyens projekt: Den vilde legeplads – biodiversitet i børnehøjde og insekthabitat

Bofællesskabet Landsbyen i Humlebæk har store græsarealer, og de ønsker at omdanne dele af græsarealerne til et: ”levende og lærerigt område for børn og voksne, hvor biodiversitet og grøn formidling går hånd i hånd med leg, fællesskab og oplevelser i naturen”. Beplantningen sker med hjemmehørende arter, og der bygges et samlingssted af genbrugsmaterialer.

Projektet påbegyndes i foråret 2025 og vil være klar til brug og formidling i løbet af efteråret 2025. Der vil være adgang for alle til arealet, der ligger tæt på offentlige stier i Humlebæk. Projektet støttes med op til 10.000 kr. fra Bæredygtighedspuljen.

![](https://fredensborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/ee1abf1d-2852-4c6f-7e26-08ddae17e77a?width=800)

###

                                    Agenda 21 Foreningens Ældrehaver på inspirationstur til Mangholm Besøgs gård

[Agenda 21 Foreningens Ældrehaver](https://www.agenda21-fredensborg.dk/aeldrehaverne/) har fået tilsagn fra Bæredygtighedspuljen på 2.125 kr. til en guidet inspirationstur for medlemmerne til [Mangholm Besøgsgård](https://mangholm.dk/foredrag-og-rundvisninger/), med fremvisning af regenerativt landbrug, dyrehold og grøntsagshave.

Agenda 21 har i alt 37 haver dels i Søholm og dels bag plejecenter Lystholm - plus et fælles haveareal. Foreningen forventer at kunne få stor glæde af den indsigt og inspiration i bæredygtigt havebrug, som en sådan rundvisning vil give.

Ældrehaverne bliver dyrket bæred ygtigt uden brug af kunstgødning og bekæmpelsesmidler. Ud over udbyttet fra haverne får medlemmerne rigtig god motion og et dejligt fællesskab og samvær med andre ældre.

![](blob:https://admin.moliri.dk/b214fb94-08e8-460f-8e43-448549078ee2)

###

                                    Humlebæk Boldklub "HB-Loppen"

Humlebæk Boldklub har fået tilsagn om støtte på 10.000 kr. fra Bæredygtighedspuljen til udvikling af initiativet ”HB-loppen”, som er en loppebod i klubhuset.

I boden sælges brugt sportstøj, strømper og andet fodboldudstyr. Varerne består bl.a. af aflagte spille- og træningstøj fra klubben. Alt tøj bliver vasket, hængt op og solgt til rimelige priser, som går til klubkassen. Derudover findes en byttecentral for brugte fodboldstøvler, hvor medlemmer kan aflevere deres gamle støvler og gratis tage andre.

Initiativet er startet af én af klubbens frivillige, for at give nyt liv til sportstøj og udstyr, som ellers ville være blevet smidt ud. Det har vist sig at være en stor succes – både blandt klubbens medlemmer, trænere og de mange andre besøgende i klubhuset. Alle har taget godt imod idéen, og HB-Loppen oplever, at mange bliver inspireret til at tænke anderledes om genbrug og bæredygtighed.

De 10.000 kr. fra Bæredygtighedspuljen går til at udvikle konceptet og indkøbe reoler, tøjstativer og skabe m.v.

![Humlebæk Boldklub](https://fredensborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/54a6c20e-6abf-45cf-ae38-08de3554d60d?width=800)

###

                                    Enghaven - lokal grøntsagshave og formidlingsprojekt

Projektet "Enghaven" har fået tilsagn om støtte på 10.000 kr. fra Bæredygtighedspuljen til udvikling af initiativet, som er et lokalt forankret grøntsags- og formidlingsprojekt, der har til formål at inspirere borgere i Fredensborg Kommune til grønnere vaner og en mere bæredygtig livsstil.

Projektet etableres på en tidligere hestefold ved Enghavegård i Humlebæk og fungerer som et åbent læringsrum, hvor klimavenlig madproduktion, biodiversitet og fællesskab går hånd i hånd.

Enghaven vil etablere en mangfoldig grøntsagshave dyrket uden pesticider og uden brug af fossile brændstoffer. Gennem åbne havedage, rundvisninger og små workshops får lokale borgere indsigt i:

- Hvor maden kommer fra
- Hvordan grøntsager kan dyrkes med lav klimabelastning
- Hvordan man selv kan komme i gang – i have, gård eller altankasse

Formidlingen har fokus på konkrete handlinger og inspiration frem for moral eller løftede pegefingre.

Enghaven vil vise i praksis, hvordan lokal, regenerativ grøntsagsdyrkning kan være et konkret svar på klima- og biodiversitetskrisen – og samtidig være tilgængelig og forståelig for alle.

![](https://fredensborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/8b4bc4db-b30e-458b-7e09-08de84ef036f?width=800)

###

                                    FællesVærkets FællesHave i Nivå

FællesVærket, som er en forening forankret i Nivå bymidte, er blevet bevilliget 10.000 kr. fra Bæredygtighedspuljen.

Deres tværgående natur- og biodiversitetsprojekt omhandler planlægning, gennemførelse og anlægningen af FællesHaven, som ligger inden for det område, som FællesVærket i forvejen opererer på.

Projektet gennemføres via en workshop samt en plantedag, hvor alle interesserede er velkomne. Derudover planlægger foreningens *Plantegruppe* fem naturaktiviteter i løbet af 2026, bl.a. to bioblitz.

Plantegruppen ønsker at tiltrække flere børnefamilier til at deltage, og derfor vil der være fokus på formidling i børnehøjde.

![](https://fredensborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/9dbd19be-94ee-4fa5-7e0c-08de84ef036f?width=800)
