Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Foreninger og fritidsliv Motion og sport i naturen

Motion og sport i naturen

Der er mange muligheder for at dyrke gratis motion i kommunen.

Her kan du få et hurtigt overblik over de mange tilbud, 

Og her kan du hente kort over gå-, løbe- eller cykeltur.

Motionsruten Dronningerunden - 40 km gennem kommunen.pdf

Motionsrute Isabellaruten i Fredensborg Slotshave - 5,8 km.pdf

Motionsrute Store Donse Dam i Tokkekøb Hegn - 5,5 km.pdf

Motionsrute Humlebæk strand / Krogerup - 6,5 km.pdf

Motionsrute Fredtoften Stasevang - 3,8 km.pdf

Motionsrute Langstrupstien 14 km.pdf

Motionsrute5-Nivå-Strandenge 3,8 km .pdf

UsserødÅstienCykelrute36.pdf

 

På Fredensborg Stadion, Kastanievej 16, Fredensborg er der mulighed for at benytte et atletikstadion med fire 400 meter løbebaner.

Fredensborg Atletik Klub og TrackFit Fredensborg har faste træningstider, stævner og events, hvor atletikstadion og fodboldbane ikke kan benyttes af borgere og andre.

Faste træningstider for Fredensborg Atletik Klub:

  • Mandag kl. 16.45-19.00
  • Onsdag kl. 16.45-19.00
  • Lørdag kl. 8.45-11.00

Faste træningstider for TrackFit Fredensborg:

  • Tirsdag kl. 17.15-18.15
  • Torsdag kl. 17.15-18.15
  • Lørdag kl. 9.15-10.15

Derudover har Fredensborg Bold- og Idrætsforening (FBI) løbende kampe, hvor løbebanerne ligeledes ikke kan anvendes.

På øvrige tidspunkter kan løbebaner anvendes frit af alle borgere.

Vil du dyrke atletik, løb eller grundtræning kan du kontakte Fredensborg Atletik Klub eller TrackFit Fredensborg

 

Glenten Motions- og Legerum i Knurrenborg Vang i Fredensborg er et anlæg i skoven, hvor børn og voksne kan få sved på panden og god motion.
Anlægget er det første af sin art i landet, hvor både legeplads og motionsrum kombineres i en statsskov.

Du finder Glenten her 

• P-pladsen ved spejderhytten Ebbekøbhus, Kongevejen 37 (det gamle skovløberhus ved Knurrenborg Vang), indkørsel til skoven fra Kongevejen. Der er skiltet ind til Knurrenborg Vang.
• P-pladsen ind i skoven fra Langstrupvej, overfor Langstrupvej 5. Der er skiltet P-Plads og Motions- og Legerum ind i skoven fra Langstrupvej. 

Glenten og dens faciliteter 

Motionsrummet består af 12 træningsinstallationer for voksne, og to løberuter på henholdsvis 1,3 km og  2,6 km.

Legepladsen på Glenten er bygget over temaet danske dyr og insekter og kombinerer fysisk udfordring med mulighed for naturformidling. Installationerne rummer desuden hver især flere aktivitetsmuligheder, f.eks. kan Den Røde Glente både anvendes til klatring, balancering og hulebygning.

Naturoplevelsen er en vigtig del af besøget i Glenten Motions- og Legerum.

Knurrenborg Vang er en flot skov med et fint net af stier og veje, som gør den velegnet for dem, der går tur og andre motionister. Derudover er der en bålplads med shelter (ca. 350 m syd for Glenten) som også gør den til et godt udflugtsmål for familier og andre som vil på skovtur.

Glenten_motion.pdf

Kort_Glenten.pdf

Knurrenborg Vang er en lille skov på ca. 100 ha ved Fredensborg by.
Skoven er en kuperet og blandet skov, som er domineret af bøg, eg og rødgran.
Mange steder i skoven findes lavninger og fugtige moser, og i den sydlige del gennemskæres skoven af Langstrup Å. Glenten Motions- og Legerum ligger på Lysthusbakken.

Området var tidligere bevokset med rødgran, men i dag er det meste af området plantet til med bøg.

Lige syd for Lysthusbakken ligger Snegledammen, som tidligere har været afgrøftet, men nu er der etableret en opstemning, som gør området mere fugtigt til gavn for naturen.

Danmarks smukkeste beliggende multibane ved Mikkelborg byder på både tennis, fodbold og basket.

Multibanen rummer mulighed for både at spille tennis, basket og fodbold. Man skal dog selv huske at medbringe ketsjere og bolde.

Sådan bruger du multibanen
Multibanen ligger ved Mikkelborg, Rungsted Strandvej 332, 2980 Kokkedal.

Multibanen består af kunstgræs.
For at forlænge banens levetid anbefales det at bruge almindelig gummisko, som børstes rene inden brug af banen.
Nivå-Kokkedal Tennisklub har faste træningstider alle hverdage kl. 12-18, hvor klubbens medlemmer har fortrinsret til banen.

Hvis træningen ikke er påbegyndt inden for 15 minutter efter helt klokkeslæt, kan borgere og andre dog benytte banen frem til næste hele klokkeslæt.

Fredtoften er et stort skønt område med store græsarealer, og en række forskellige træer og buske, såsom eg, ask, hvidtjørn, slåen og forskellige rosensort

Fra det højeste punkt på Fredtoften (ca. 43 meter over havet) kan man se vidt omkring.
På Fredtoften er der disc golf, og om vinteren en super kælkebakke og en skibakke.

Der er mulighed for løb og leg og på de lavere arealer er der etableret bålpladser.
Der er bænke rundt om i terrænet, så besøgende kan nyde området og den smukke natur.

Her finder du Fredtoften 
Fredtoftevej, 2980 Kokkedal

Fredtoften ligger ved Stasevang, hvor Kongevejen fra Kokkedal til Fredensborg krydser Helsingørmotorvejen. Skilte viser vej til områdets P-pladser.

Frisbee-golf på Fredtoften

Har du lyst til at spille frisbee-golf på banen på Fredtoften i Kokkedal. 

Frisbee-golf vil bringe dig og dine medspillere rundt i det smukke landskab gennem det meste af Fredtoften. Op og ned ad bakke forbi amfiteatret, over åen og forbi eller over træbevoksning. Det gælder om at gå banen igennem med det lavest mulige antal kast.
Banen er 18 huller og efter international standard.
HUSK at tjekke om banen er ledig på www.kfgk.dk, inden du låner frisbees, så du ikke låner forgæves.

Frisbees kan lånes på Fredensborg rådhuset - bestil tid til afhentning af frisbees  

Vær med til at passe på Fredtoften
Det er ikke tilladt at
Cykle, køre med motorkøretøjer eller ride i anlægget
Fjerne/ beskadige beplantninger, hegn, bænke m.m.
Brænde bål uden for bålpladsen
Smide affald, flasker og andet affald i naturen
At have løse hunde
Campere

Fredtoften kan udlånes til følgende
Kulturelle foreninger
Idrætsforeninger
Politiske foreninger
Skoler
Ejer, lejer og grundejerforeninger
Og til kulturarrangementer med og uden billetindtægt

Kontakt
Borgerservice, Fredensborg Rådhus, Egevangen 3 B, 2980 Kokkedal

Vil du vide mere om Fredtoften eller evt. kommende arrangementer vil det stå her.



Fredensborg Kommune har etableret en svømmebane for open water svømning på Esrum Sø.

Den 1000 m lange svømmebane starter ved den kommunale badebro ved  Fredensborg Havn og går nordover langs bredden forbi Skipperhuset og ender nord for Kongebroen i Fredensborg Slotspark.

Banen er markeret med en nummereret orangerød bøje for hver 100 m, i alt 10 bøjer.
Svømmebanens afgrænsning ud mod Esrum Sø er markeret med 10 gule bøjer.

Svømmerne skal holde sig indenfor de gule bøjer, mens de sejlende opfordres til at holde sig udenfor de gule bøjer.

Praktisk info om at svømme i Esrum Sø

Bådfarten krydser svømmebanen
Mellem 200 og 300 meter bøjen krydser bådfarten svømmebanen.
Ved afgang og ankomst giver bådfarten signal. Svømmerne skal være agtpågivende og give plads.

Offentlige toiletter
Der er offentlige toiletter, som også kan bruges til omklædning i sejlklubbens hus tværs over vejen fra badebroen.

Andet
• Kano- og kajakudlejning. Der er udlejning af mindre både uden motor ved Skipperhuset. Vær opmærksom på disse, når du svømmer og råb evt. til roeren for at få øjenkontakt.
• Ikter. Der kan være ikter i søen. Det anbefales at tørre sig grundigt umiddelbart efter svømmeturen.
• Blågrønalger. Lad være med at svømme hvis vandet er farvet blågrønt, grønbrunt, brunt eller gult, hvis der er plamager på overfladen eller hvis der er mange fnug i vandet!
• Skarpe genstande. Ved al badning i naturen er der risiko for at skære sig på skarpe genstande på bunden. En Open Watersvømmer bør altid medbringe en førstehjælpskasse.
• Broen kan være glat. Gå forsigtigt.

Parkering
Open water svømmerne anbefales at parkere langs Slotsvænget ved ishuset. Hvis der ikke er ledige pladser at finde her, kan parkering ske inde bag sejlklubben, se gul skravering på kort.

Parkeringspladserne foran sejlklubben og langs indkørslen er forbeholdt sejlklubbens medlemmer. Der ligger et klubhus til den lokale fiskeklub allerbagest, de skal altid kunne komme ud og ind med deres både og bådtrailere.

Sikkerhed – lån en havtaske når du svømmer i Esrum Sø
Synlighed er en vigtig sikkerhedsfaktor når du svømmer i åbent vand. Open Water svømmere kan være meget svære at få øje på for andre, der færdes på søen.

Sammen med en pangfarvet badehætte gør havtasken (safe swimmer float) dig langt mere synlig og øger dermed din sikkerhed betydeligt.

Derfor har Gang i Fredensborg søgt og fået bevilget et tilskud fra Trygfonden, der gør det muligt at stille et antal havtasker gratis til rådighed for svømmere på søen.

Havtasken giver dig samtidig mulighed for at medbringe bilnøgler, pung samt mobiltelefon når du svømmer. Lommen er ikke 100 procent vandtæt, så læg mobilen og bilnøglen i en lille pose inden du putter den i tasken. Som en ekstra bonus giver havtasken mulighed for lidt ekstra opdrift hvis du vil holde en pause under svømningen.

Du finder havtaskerne på siden af containeren foran Sejlklubben Esrum Sø i perioden maj - september. Hæng tasken pænt tilbage efter brug, så også den næste svømmer kan få glæde af den.

 

Mountainbike-ruten finder du i Lave Skov, Krogerupvej 21, 3050 Humlebæk.

Mountainbikeruten finder du i Laveskov, der ligger mellem Nivå og Humlebæk på begge sider af Strandvejen. Det blev etableret i 2008 af partnerskabet Gang i Fredensborg i samarbejde med motionscykelklubben Pedal-Atleterne.

At cykle mountainbike er teknisk udfordrende og kan have karakter af extreme-sport, hvilket gør det sjovt og attraktivt for mange at dyrke sporten. Du er fysisk aktiv og ude i naturen, samtidig med at du er på mentalt, fordi udøvelsen kræver koncentration og et skarpt fokus. Medaljens bagside er, at de udfordrende faktorer også medfører en vis risiko for styrt.

Vil du cykle mountainbike i klub kan du kontakte Pedal-Atleterne i Fredensborg.

Læs mere på www.pedal-atleterne.dk eller kontakt Harry Jensen på 61 85 06 65.

Gode råd, når du kører mountainbike

Som rytter kan du også selv gøre en masse for at reducere risikoen for at styrte.
Følg disse råd

Brug altid sikkerhedsudstyr
Som minimum cykelhjelm og handsker.

Afpas altid din hastighed efter forholdene og hold afstand til den forankørende cykel

Cykel sammen med andre
- eller fortæl dine nærmeste, hvor du kører.

Husk at have billed-id eller dit sygesikringskort på dig
Hvis uheldet er ude, og du f.eks. er bevidstløs eller omtumlet, er det en stor hjælp for dem, som skal hjælpe dig - ikke mindst på sygehuset.

Kend dit udstyr, dine evner og det område, du skal køre i
- planlæg turen ud fra det. Husk også at tage højde for vind og vejr.

Stå af undervejs og tjek ruten
Kast dig kun over stejle nedkørsler og andre teknisk krævende udfordringer, hvis du er sikker på, du kan klare dem. Kig dem lige an først, det er ingen skam at trække cyklen ved vanskelige passager.

Medbring en mobiltelefon - er ulykken ude, så ring til alarm 112
Download evt. 112 appen til din smartphone (www.112app.dk ) som kan fortælle hvor du befinder dig i en nødsituation.

Det at cykle mountainbike er stadigvæk både sundt og sjovt, og vi håber derfor fortsat at se mange glade mountainbikecyklister i Lave Skov!

Hold dig opdateret med nyt fra Fredensborg Kommune

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B
2980 Kokkedal

Alle EAN-oplysninger

Telefon: +45 72 56 50 00
fredensborg@fredensborg.dk

Telefontider

Mere fra os

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback