---
title: "Barselsorlov og barselsdagpenge"
description: "Barselsdagpenge under orlov"
date: "2026-09-02"
created: "2025-05-19"
---

[Hjem](https://fredensborg.dk/)

                    [Borger](https://fredensborg.dk/borger)

                    [Borgerservice](https://fredensborg.dk/borger/borgerservice)

                [Barselsorlov og barselsdagpenge](https://fredensborg.dk/borger/borgerservice/barselsorlov-og-barselsdagpenge)

# Barselsorlov og barselsdagpenge

De fleste er berettiget til barseldagpenge under deres orlov.

Når du får et barn, har du som forælder ret til at holde orlov fra dit arbejde. Orloven giver dig tid til at være sammen med barnet før og efter fødslen. Reglerne gælder også i forbindelse med adoption, men der kan være forskel på, hvordan orloven planlægges.

Under orloven kan du have ret til løn fra din arbejdsgiver eller barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark.
Barselsdagpenge er en offentlig ydelse, som helt eller delvist kan erstatte den indkomst, du normalt har. Din ret til barselsdagpenge og størrelsen på ydelsen afhænger blandt andet af din arbejdssituation og af, om du opfylder de gældende betingelser.

## Hvem kan få barselsdagpenge?

Reglerne er forskellige, alt efter om du er lønmodtager, selvstændig, ledig, studerende eller nyuddannet. Nogle studerende kan for eksempel have ret til barselsdagpenge gennem et arbejde ved siden af studiet, mens andre kan være omfattet af reglerne om støtte under uddannelse. Hvis du ikke opfylder betingelserne for barselsdagpenge, kan du stadig have ret til at holde orlov.

### Sådan søger du

Du skal som udgangspunkt søge digitalt hos Udbetaling Danmark. Er du lønmodtager, skal din arbejdsgiver først indberette, at din løn stopper under orloven. Derefter får du normalt et brev i Digital Post med besked om, hvordan du søger. Er du ledig, selvstændig, studerende eller nyuddannet, kan fremgangsmåden være anderledes.

Det er vigtigt at søge inden den frist, der står i brevet fra Udbetaling Danmark. Du kan normalt først søge, når Udbetaling Danmark har modtaget de nødvendige oplysninger fra din arbejdsgiver eller a-kasse. Du har selv ansvar for at kontrollere, at oplysningerne er korrekte, og at ansøgningen bliver sendt i tide.

### Planlæg jeres orlov

Som forældre kan I planlægge, hvordan orloven skal fordeles mellem jer. Noget af orloven kan i visse situationer overdrages til den anden forælder, mens andre uger er knyttet til den enkelte forælder. Mulighederne afhænger blandt andet af jeres familiesituation, arbejdssituation og barnets fødselsdato.

Orloven kan i nogle tilfælde forlænges, udskydes eller kombineres med arbejde på nedsat tid. Det kræver ofte en aftale med arbejdsgiveren og besked til Udbetaling Danmark. Derfor er det en god idé at planlægge tidligt og undersøge, hvilke regler der gælder i netop jeres situation.

### Husk at give besked om ændringer

Du skal give Udbetaling Danmark besked, hvis der sker ændringer under orloven. Det kan for eksempel være, hvis du begynder at arbejde, holder ferie, bliver ledig, ændrer orlovens længde eller rejser til udlandet. Ændringer kan have betydning for din ret til barselsdagpenge og for, hvor meget du kan få udbetalt.

### Få overblik over din sag

I selvbetjeningsløsningen Min barsel på borger.dk kan du blandt andet se oplysninger om din orlov, søge om barselsdagpenge, overdrage orlov og give besked om ændringer. Har du spørgsmål til din konkrete sag, kan du kontakte Udbetaling Danmark. Hvis du er lønmodtager, kan din arbejdsgiver eller faglige organisation også hjælpe med oplysninger om løn og rettigheder under orloven.

                            [Mere information om barselsdagpenge](https://www.borger.dk/familie-og-boern/barsel-oversigt)
