---
title: "Gebyrinstruks for byggesager"
description: "Beslutning fra 22. juni 2026"
date: "2026-06-17"
created: "2026-06-17"
---

[Hjem](https://fredensborg.dk/)

                    [Borger](https://fredensborg.dk/borger)

                    [Bolig og byggeri](https://fredensborg.dk/borger/bolig-og-byggeri)

                [Gebyrinstruks for byggesager](https://fredensborg.dk/borger/bolig-og-byggeri/gebyrinstruks-for-byggesager)

# Gebyrinstruks for byggesager

Denne instruks implementerer byrådets beslutning af 22. juni 2026 og fastsætter retningslinjer for opkrævning af byggesagsgebyr i Fredensborg Kommune. Der opkræves gebyr for behandling af sager, hvor der træffes afgørelse efter byggeloven, herunder også lovliggørelsessager og sager, der trækkes tilbage af ansøger.

Gebyrinstruksen har til formål at sikre en ensartet registrering, opgørelse, fordeling og opkrævning af gebyrer på byggesagsområdet.

Gebyret udregnes fra en timesats på baggrund af faktisk anvendt tid pr. færdiggjort kvarter, og faktureres i to rater: første ved afgørelse om byggetilladelse og anden ved færdigmelding og ibrugtagningstilladelse.

Instruksen træder i kraft den 23. juni 2026 og gælder for ansøgninger indsendt fra denne dato.

Ansøgningsår og timepris| **Ansøgningsår** | **Timepris** |
| --- | --- |
| 2026 | 768,00 kr./time |
| 2027 | 791,00 kr./time |

## **Lovhjemmel**

Instruksen er fastsat efter § 39 i bygningsreglementet 2018 (BR18), jf. bekendtgørelse nr. 1399 af 12. december 2019 og § 28 i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016.

## **Sager omfattet af byggesagsgebyret**

Fredensborg Kommune opkræver gebyr for behandling af alle byggesager, hvor der træffes afgørelse efter byggeloven eller bygningsreglementet. Det omfatter blandt andet byggetilladelser, dispensationer efter byggelovgivningen, midlertidige og tidsbegrænsede tilladelser, ibrugtagningstilladelser, lovliggørelsessager og sager, der trækkes tilbage af ansøger, efter at sagsbehandlingen er påbegyndt.

Byrådet har besluttet, at der ikke opkræves gebyr for klagesager eller sager, hvor der meddeles helt afslag.

## **Følgende kategorisering anvendes til opgørelse af sagsbehandlingsskridt**

***Første rate***

- Modtagelse, oprettelse og journalisering af sagen
- Screening af ansøgningen ift. retsgrundlag (byplan/lokalplan, servitutter, bygningsreglement) og vurdering af, om sagen er tilstrækkeligt oplyst
- Indhentning og behandling af supplerende materiale
- Dialog med ansøger, andre relevante parter eller internt om den konkrete sag
- Sagsbehandling efter byggeloven og bygningsreglementet
- Partshøring og behandling af eventuelle bemærkninger iht. byggelovgivningen
- Indhentning af udtalelser fra andre myndigheder
- Besigtigelse
- Politisk indstilling
- Afgørelse og orientering herom til sagens parter
- Indberetning til BBR
- Registrering og fakturering af første rate

***Anden rate - færdigmelding***

- Opfølgning på vilkår i byggetilladelse og anmodning om yderligere materiale jf. vilkår i byggetilladelsen
- Dialog med ansøger, andre relevante parter eller internt om den konkrete sag
- Færdigsyn og andre tilsyn
- Behandling af færdigmelding, herunder opfølgning og evt. rykkerskrivelse
- Afgørelse, ibrugtagningstilladelse
- Endelig indberetning til BBR
- Afslutning af byggesagen, registrering og fakturering af anden rate

 ****

## **Ikke gebyrpålagt sagsbehandling**

Der opkræves ikke byggesagsgebyr for dialog, hvor kommunen udøver sin generelle vejledningsforpligtelse. Det kan fx være generel vejledning om gældende regler, kommunens praksis eller gebyrordningen, så længe det ikke vedrører en konkret byggesag.

Der opkræves ikke byggesagsgebyr for sagsbehandling efter anden lovgivning end byggeloven. Det vil sige, at sagsbehandling efter fx planloven, naturbeskyttelsesloven eller miljøoplysningsloven ikke er gebyrpålagt. *Screening* af gældende regler er dog en naturlig del af byggesagsbehandlingen, jf. BR18 § 35, stk. 2, og derfor gebyrpålagt.

For sagsbehandling efter byggeloven af klager over endelige afgørelser og sagsbehandling efter byggeloven der resulterer i helt afslag på ansøgning, er det besluttet ikke at opkræve gebyr.

## **Registrering af tid og fastsættelse af timepris**

Sagsbehandleren skal registrere det faktisk anvendte tidsforbrug på den enkelte sag fordelt på de relevante sagsbehandlingsskridt. Der registreres ikke med oprunding eller påbegyndt tidsenhed, men pr. færdiggjort kvarter.

Timeprisen for byggesagsbehandling udgør 768,00 kr. i 2026 og 791,00 kr. i 2027. Timeprisen fastsættes på baggrund af kommunens direkte og indirekte omkostninger ved byggesagsbehandlingen. Kommunens gebyrkrav må ikke overstige de samlede omkostninger på området. De direkte omkostninger omfatter navnlig lønudgifter til den konkrete byggesagsbehandling. De indirekte omkostninger omfatter blandt andet administration af ordningen, systemunderstøttelse, ledelse, oplæring og øvrige fællesomkostninger, der knytter sig til de gebyrpålagte sager.

##  **Opkrævning og fakturering**

Gebyret kan opkræves i to rater. Første rate omfatter sagsbehandlingstiden forbundet med afgørelsen om byggetilladelse eller anden afgørelse i sagen og opkræves her efter. Den anden rate omfatter den efterfølgende sagsbehandlingstid forbundet med færdigmelding og ibrugtagningstilladelse og vil blive opkrævet i forbindelse med sagens afslutning.

Det vil fremgå af fakturaen, hvordan tiden er brugt i sagen, herunder hvor meget tid og hvilken timesats, der er brugt på de forskellige sagsbehandlingsskridt.

Gebyret udgøres af timesatsen, der var gældende på tidspunktet for indsendelsen af byggeansøgningen, uanset hvornår sagen afgøres.

Regning for gebyret udstedes til ejendommens ejer, og forfalder til betaling 30 dage efter opkrævning. Der kan ikke meddeles dispensation eller på anden måde fraviges kravet om gebyr, som fastsat i denne instruks. Gebyret kan inddrives med udpantning i den pågældende ejendom med samme fortrinsret som for kommunale ejendomsskatter, jf. byggelovens § 29. Gebyrerne er ikke omfattet af lov om merværdiafgift eller momsloven.
