Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Børn og unge Trivselsplan børn og unge Fire temaer

Fire temaer

Tema 1: Det gode digitale liv 


Børn og unges hverdagsliv er på godt og ondt præget af den evigt nærværende skærm. Både børn, unge og deres forældre færdes på sociale medier og andre digitale tjenester, herunder online spil, som en naturlig del af hverdagslivet. Digitalt mediebrug kan styrke fællesskaber, men også medføre afhængighed, ensomhed, oplevelse af og frygt for krænkelser og kan påvirke blandt andet søvn, fysisk aktivitet, tab af energi og kropsopfattelse. Vi vil styrke børn og unges evner til at navigere i en kompleks dagligdag med både digitale muligheder og faldgruber.


Tema 2: De vigtige fællesskaber 


De vigtige fællesskaber – at være en del af fællesskaber, hvor der er plads til at være den man er, er afgørende for menneskers trivsel. 

I fællesskaber har vi mulighed for at dyrke interesser, være noget for andre og blive set og hørt for dem vi er. Det gælder i fritidslivet som i livet i vores institutioner og skoler. Det er i fællesskaberne, at børn og unge får venner og nogle, som vil stå op for dem. Det er i kraft af positive relationer, at selvtilliden opbygges, og man som individ oparbejder en tro på egne evner og værdi. Trygge, udviklende fællesskaber opstår ikke nødvendigvis af sig selv. Derfor skal muligheden for at deltage i fællesskaber styrkes alle de steder, det kan - hele vejen rundt om barnet. Flere skal kunne være en del af det vigtige fællesskab, der findes i almenmiljøet i vores dagtilbud, skoler og fritidstilbud, og flere børn og unge skal være aktive deltagere i kommunens rige forenings- og fritidsliv. Det er igennem fællesskabet, at individet blomstrer.


Tema 3: Den stressende perfektheds- og præstationskultur 


Både børn, unge og de voksne, der arbejder med dem, er præget af en perfektheds- og præstationskultur, som ofte presser og stresser. Hvad enten det er et pres for at fremstå perfekt på SoMe, klare sig godt i skolen, svare hurtigt på beskeder eller noget helt fjerde, så påvirker det børn og unges balance i livet og deres livsduelighed.

For at fremme børn og unges trivsel skal vi arbejde med denne kultur, give børn og unge større selvværd og evne til at mestre eget liv.


Tema 4: De betydningsfulde voksne 


De voksne omkring børn og unge har en vigtig opgave med at sætte rammer for dem og møde dem, der hvor de er. Hvad enten det handler om at give omsorg i barnets vigtige første år eller at sætte rammer i gennem opdragelse, for sunde børne- og ungefælleskaber eller for leg og læring, så spiller de voksne en helt afgørende rolle. Også med blik for børn og unges færden online.

De voksne har en vigtig rolle i at se, lytte og hjælpe barnet, når noget er svært. Her er stærke relationer, nærvær, og for de fagprofessionelle, høj faglighed helt essentielt, så det, der er svært, kan mestres og ikke vokser til uoverstigelige udfordringer. Vi vil stille skarpt på, hvad der skal til, for at voksne – forældre såvel som fagprofessionelle – kan tage børnene i hånden og hjælpe dem tilrette i hjemmet, dagtilbuddet, skolen såvel som i fritidslivet.

Hold dig opdateret med nyt fra Fredensborg Kommune

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B
2980 Kokkedal

Alle EAN-oplysninger

Telefon: +45 72 56 50 00
fredensborg@fredensborg.dk

Telefontider

Mere fra os

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback