---
title: "Folkeskolekørsel"
description: "Læs om mulighederne for skolekørsel og brækket ben kørsel"
date: "2026-04-13"
created: "2022-11-08"
---

[Hjem](https://fredensborg.dk/)

                    [Borger](https://fredensborg.dk/borger)

                    [Børn og unge](https://fredensborg.dk/borger/boern-og-unge)

                    [Folkeskoler og SFO](https://fredensborg.dk/borger/boern-og-unge/folkeskoler-og-sfo)

                [Folkeskolekørsel](https://fredensborg.dk/borger/boern-og-unge/folkeskoler-og-sfo/folkeskolekoersel)

# Folkeskolekørsel

Dit barn kan have ret til gratis transport til og fra distriktsskolen. Det afhænger blandt andet af:

- Afstanden mellem hjem og skole
- Om skolevejen vurderes som trafikfarlig

Hvis du har ansøgt om befordring inden sommerferien, vil administrationen give dig besked, inden det nye skoleår starter, om dit barn er berettiget til gratis transport. Ved afslag vil du få besked med det samme. Der kan søges om befordring hele året, hvis du ikke søgte før sommerferien.

## **Har du spørgsmål?**

Hvis du har spørgsmål om befordring, er du velkommen til at kontakte dit barns distriktsskole, som kan hjælpe dig videre.

Der gives **ikke** befordring til privatskoler eller skoler i andre kommuner.

## Skolekørsel - regler og ansøgning

                            [Ansøg om skolekørsel](https://fredensborg.ditmerflex.dk/fredensborg/Login/LoginNemID?returnUrl=/fredensborg/Opret/431c32c8a12e4/)

                            [Ansøg om skolekørsel - brækket ben](https://fredensborg.ditmerflex.dk/fredensborg/Login/LoginNemID?returnUrl=/fredensborg/Opret/4b1e25041fda7/)

                            [Information-skolekørsel.pdf](https://fredensborg.dk/p/MOLIRIMEDIA/8c697db6-fcdf-410b-b2b1-08dd864abefd)

## Få viden om reglerne for skolekørsel

###

                                    Befordring ved delt forældremyndighed

Hvis der er delt forældremyndighed, og der ønskes befordring fra begge forældres adresser, skal begge adresser ligge inden for skolens distrikt.

Hvis barnets bopælsadresse ligger uden for skoledistriktet, kan der **ikke gives befordring**.

###

                                    Befordring på grund af afstand

Elever kan få gratis befordring til og fra deres distriktsskole, hvis skolevejen er længere end følgende afstande:

- **0.–3. klasse:** mere end 2,5 km
- **4.–6. klasse:** mere end 6,0 km
- **7.–9. klasse:** mere end 7,0 km
- **10. klasse:** mere end 9,0 km

Afstanden måles som den korteste vej fra hjemmet til den nærmeste indgang på skolens område.

### Vurdering af skolevejen

Det er en forudsætning, at eleven benytter den nærmeste offentligt tilgængelige vej eller sti, som:

- ikke vurderes som trafikfarlig
- kan benyttes til fods eller på cykel/knallert
- er farbar hele året

Skolevejen vurderes ud fra Google Maps.

###

                                    Befordring med henvisning til trafiksikkerhed

Elever kan få gratis befordring til og fra skole, hvis det af hensyn til elevens sikkerhed i trafikken vurderes som særligt nødvendigt.

Trafiksikkerheden på skolevejen vurderes af politiet i samarbejde med de lokale vejmyndigheder.

**Hvad indgår i vurderingen?**

Vurderingen beror på en samlet vurdering af:

- De trafikale forhold på skolevejen
- Elevens alder og udviklingstrin
- Eventuelle andre konkrete forhold

**Alternativ rute eller opsamlingssted**

Hvis den nærmeste vej vurderes som trafikfarlig, kan kommunen anvise en anden – eventuelt længere – rute, som ikke er trafikfarlig, så længe den samlede afstand ikke overstiger afstandskriterierne.

**Kommunen kan også henvise til:**

- Stoppesteder eller opsamlingssteder i nærheden af hjemmet eller skolen

Reglerne om trafiksikkerhed på vejen til og fra stoppestedet eller opsamlingsstedet skal naturligvis også være opfyldt.

###

                                    Hvordan foregår tranporten?

Hvis dit barn opfylder betingelserne for befordring, kan kommunen vælge at:

- henvise til offentlig transport, eller
- tilbyde kørsel via kommunens samarbejdspartner på befordringsområdet.

**Hvornår gælder transporten?**

Kommunens forpligtelse til befordring gælder:

- om morgenen: transport mellem hjem og distriktsskolen

Om eftermiddagen er der mulighed for transport:

- fra distriktsskolen og hjem, eller
- fra distriktsskolen til SFO

**Stoppesteder og opsamlingssteder**

Kommunen kan henvise til stoppesteder eller opsamlingssteder i nærheden af hjemmet eller skolen.
 Reglerne om trafiksikkerhed på vejen til og fra stoppestedet/opsamlingsstedet skal naturligvis være opfyldt.

**Ventetid og transporttid**

Ventetiden på skolen i forbindelse med gratis transport må som udgangspunkt ikke overstige:

- 60 minutter før skoletid
- 60 minutter efter skoletid

Der er må også maks. være 60 minutters transporttid.

**Rejsekort ved offentlig transport**

Hvis dit barn henvises til offentlig transport, får barnet udleveret et rejsekort.

**Det er** **forældrenes ansvar** **,** **at:**

- eleven altid har rejsekortet med
- eventuelle kontrolafgifter betales af forældrene

###

                                    Specialklasser på Endrupskolen eller på Kokkedal skole

**Befordring for elever i specialklasser**

Elever, der er visiteret til en **** specialklasse, har deres distriktsskole på den skole, hvor specialklassen er placeret.

Det betyder, at elever i specialklasser har ret til befordring til og fra skole, uanset afstanden mellem hjem og skole.

**Hvordan tilrettelægges transporten?**

Befordringen tilrettelægges som en del af kommunens faste befordringsordninger.
 Eleverne tilbydes transport enten via:

- kommunens faste køreruter, eller
- offentlig transport med skolekort

Transporten planlægges samlet og følger de gældende ruter og ordninger. Der kan i den forbindelse henvises til stoppesteder eller opsamlingssteder, hvis det vurderes hensigtsmæssigt og trafiksikkert.

###

                                    Befodring ved sygdom eller tilskadekomst

Hvis en elev eller en ung på grund af sygdom eller tilskadekomst kun kan komme i skole ved at blive kørt, sørger kommunen for transport til og fra skole eller uddannelsessted.

**Ordningen gælder for:**

- Elever i folkeskolen
- Elever i ungdomsuddannelser

OBS: Ordningen gælder ikke for elever på privatskoler.

#### Dokumentation

For at der kan bevilges kørsel, skal du indsende lægelig dokumentation (fra læge eller sygehus), som bekræfter behovet for transport.

Hvis der er tale om midlertidig sygdom eller skade, skal dokumentationen også indeholde:

- Startdato for kørselsbehovet
- Slutdato for kørselsbehovet

Dokumentationen skal vedhæftes den elektroniske ansøgning.
