---
title: "Om robotstøvsugere"
description: "Læs hvad det betyder for dig"
date: "2026-04-07"
created: "2026-01-13"
---

[Hjem](https://fredensborg.dk/)

                    [Borger](https://fredensborg.dk/borger)

                    [Ældre og Forebyggelse](https://fredensborg.dk/borger/aeldre-og-forebyggelse)

                    [Hjælpemidler og boligindretning](https://fredensborg.dk/borger/aeldre-og-forebyggelse/hjaelpemidler-og-boligindretning)

                [Om robotstøvsugere](https://fredensborg.dk/borger/aeldre-og-forebyggelse/hjaelpemidler-og-boligindretning/om-robotstoevsugere)

# Om robotstøvsugere

Her kan du få viden om overgangen til robotstøvsugere, og du kan finde råd og vejledning omkring de vigtigste overvejelser, hvis du vælger at købe en robotstøvsuger.

## **Hvem får ikke længere manuel støvsugning?**

Hvis du får eller søger om hjælp til rengøring i Fredensborg Kommune, får du besøg fra visitationen, der vurderer, om du ikke længere kan få manuel støvsugning. Det vil kun være i meget særlige tilfælde, at man kan få manuel støvsugning.

Der går 4 uger fra du har modtaget din afgørelse pr. brev, til hjælpen stopper. Så har du tid til at købe en robotstøvsuger eller finde en anden løsning, der passer til dig.

Hvis du ikke ønsker at anskaffe en robotstøvsuger, kan du selv betale for støvsugning hos en privat leverandør, som du selv finder.

Beslutningen om at indføre robotstøvsugere i kommunen er truffet af byrådet. Beslutningen skal ses i sammenhæng med, at mange flere borgere i de kommende år får brug for hjælp. Det sker samtidig med, at kommunerne får stadig sværere ved at bemande hjemmeplejen med uddannede medarbejdere.
Ophør med støvsugning skal dermed være med til at sikre, at medarbejdernes tid kan bruges, hvor den gør bedst nytte for borgerne.

## Mere viden om robotstøvsugere

###

                                    Fordele ved en robotstøvsuger

Med en robotstøvsuger er du ikke afhængig af, at hjemmeplejen skal komme og støvsuge. Tværtimod kan du få støvsuget, så tit du ønsker.

Robotstøvsugeren kan også støvsuge under sengen og sofaen, hvor hjemmeplejen ellers ikke kan komme til.

Hjemmeplejen støvsuger kun et areal, der svarer til en toværelses lejlighed. En robotstøvsuger kan støvsuge hele din bolig.

###

                                    Indkøb og vedligehold af robotstøvsuger

Du skal selv købe og vedligeholde din robotstøvsuger.

Kommunen kan som udgangspunkt ikke yde økonomisk hjælp til indkøb af din robotstøvsuger. Hvis du er særligt vanskeligt økonomisk stillet, kan du søge personligt tillæg på borger.dk.

Flere forhandlere af robotstøvsugere tilbyder en afdragsordning, og nogle forhandlere tilbyder også en serviceordning til vedligehold af robotstøvsugeren.

###

                                    Opsætning af robotstøvsugeren

Hvis du eller dine pårørende ikke selv kan sætte robotstøvsugeren op, kan du vælge en forhandler, der tilbyder at levere, opsætte og efterfølgende lære dig at bruge den. Kontakt forhandleren for at høre om de har denne service.

Du kan også kontakte Ældre Sagen, som tilbyder at hjælpe med at installere robotstøvsugere hos borgere, der ikke har familie eller nære relationer, der kan installere støvsugeren. Ældre Sagens frivillige kan også vejlede dig med gode råd og overvejelser inden du køber en robotstøvsuger. Ældre Sagens frivillige yder ikke hjælp til vedligeholdelse af støvsugeren.

Kontakt Ældre Sagens kontaktperson, Henrik Norring-Agerskov, via e-mail på hna@live.dk . Har du allerede en robotstøvsuger, så hav venligst oplysninger om mærket og modellen af din robotstøvsuger klar ved henvendelsen.

###

                                    Gulvvask

Hvis du får hjælp til gulvvask, kræver det, at dit gulv er støvsuget inden.
Det er altså dit ansvar at sikre et rent gulv, inden hjemmeplejen kommer for at vaske det.

 Mange modeller findes i dag også med en gulvaskefunktion.

###

                                    Gode råd før du køber

Der findes mange forskellige typer af robotstøvsugere, og derfor har vi nedenfor listet nogle spørgsmål, du kan stille dig selv, så du får en model, der passer til dit behov.

**MODELLEN OG BETJENING**

Overvej hvor stor eller lille en robot du har plads til og brug for. Vil du have en der kan køre ind under din sofa? Din seng? Andre møbler? Enten skal robotten passe eller også skal møblerne tilpasses.

Skal robotten styres kun manuelt (dvs. ved at trykke direkte på robotten), med en fjernbetjening eller via en app på tablet eller telefon?

Hvor intelligent har du brug for robotten er? De billigste modeller kører lidt på må og få, mens de dyrere modeller kortlægger dit hjem én gang og opererer ud fra det.

Hvor meget støj kan du tolerere? Undersøg decibel-niveauerne.

Skal din model være med eller uden tømmetårn? Det er en støvsugerpose, som robotten kan tømme sin oftest meget lille beholder over i. Så slipper du for at tømme beholderen tit.

Undersøg også hvor nem robotten er at rengøre og vedligeholde - og skaffe nye børster osv. til. Hvad kan du leve med?

**BEHOV FOR FUNKTIONER**

Vil du have din robot også kan vaske gulvet? Og skal det i så fald være med konstant rent vand eller bare en opvredet moppe?

Har du brug for at robotten kan forcere dørtrin? Har du dørtrin over omkring 2 cm, skal du være særligt opmærksom. Det kan også være udfordringen kan løses med et ekstra par lister, der skaber en lille rampe for robotten.

Har du brug for at robotten kan køre på forskellige gulvtyper og derved tilpasse sin sugeevne? Tæpper og måtter kræver kraftigere sugeevne.

**HUSDYR ELLER ALLERGI**

Har du husdyr, bør du overveje en robot med ret kraftig sugeevne, så den kan suge hårene op.

Du kan også få robotter med særlige allergifiltre, hvis det er nødvendigt.

**DIN INDRETNING**

Har du niveauforskelle eller flere etager? Kan du selv løfte robotten, så den kan støvsuge en anden etage?

Bor du med mange ting på gulvene, der gør det vanskeligt at støvsuge? Kan det ryddes op, så gulvet bliver frit? Har du løse ledninger, frynser på gulvtæpperne eller andet, som robotten kan blive viklet ind i?

Hvor har du plads til docken (oplader og evt. tømmetårn m.m.) - og hvor stor skal den være? Der er stor forskel på robotternes pladskrav til docken.

Hvad er frihøjden på dine møbler? Kan det eventuelt justeres, så robotten kan komme til under dem?

Der er mange ting at overveje, men det er ikke sikkert alt er relevant for dig. Du har også mulighed for at kontakte ÆldreSagens støvsugerbande, der er en lille flok ferme frivillige. De kan vejlede dig inden du køber en robotstøvsuger, og de kommer gerne hjem til dig for at kigge på dit hjem og dine muligheder. Vær opmærksom på, at hverken ÆldreSagens Støvsugerbande eller kommunens ansatte må anbefale specifikke modeller og mærker. Kontakt Støvsugerbandens kontaktperson, Henrik Norring-Agerskov, via e-mail på hna@live.dk

###

                                    Hvorfor

Ved budgetforhandlingerne i 2025 besluttede Byrådet, at borgerne i Fredensborg Kommune fremadrettet skal anskaffe sig en robotstøvsuger for at få støvsuget. Beslutningen blev bl.a. taget for at sikre, at vi bruger medarbejdernes tid bedst muligt, nu hvor der kommer flere ældre.
